
Nyhed: SAS udvider den direkte skirute til Sälen og Trysil fra Aalborg Lufthavn
Den kommende vintersæson byder på endnu bedre muligheder for skientusiaster, når SAS udvider deres direkte rute fra Aalborg Lufthavn til Scandinavian Mountains Airport – porten til de populære skisportssteder Sälen og Trysil. Udvidelsen mere end fordobler antallet af afgange for vinterprogrammet 2025/2026, så danskerne kan nu se frem til endnu flere afgange og fleksible rejsemuligheder til sneklædte eventyr.
Fra den 14. december 2025 til den 15. marts 2026 kan du flyve direkte fra Aalborg til skisportsstederne Sälen og Trysil. Der er afgang om søndagen i december og start januar, hvorefter programmet udvides betydeligt fra den 8. januar med afgange både torsdage og søndage – perfekt til en forlænget weekendtur på ski.
– Vi er enormt glade for, at SAS har valgt at styrke forbindelsen til Scandinavian Mountains Airport markant – faktisk med hele 167 procent flere sæder på ruten. Interessen for skiferier har altid været stor i vintermånederne i det nordjyske, hvor Norge og Sverige er populære skidestinationer for særligt børnefamilier, der er en uge afsted på ski. Med udvidelsen og de nye torsdagsafgange kan man også få meget ud af en forlænget weekend på ski, og det betyder en del for fx par, venner og kollegaer, der ønsker en kortere skitur uden at skulle tage mange fridage, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Skiferie med komfort og fleksibilitet
Sälen og Trysil er blandt Skandinaviens mest populære skidestinationer med moderne faciliteter og hyggelige fjeldhytter. De forskellige områder tilbyder noget for enhver smag – fra brede, børnevenlige pister til udfordrende løjper for de erfarne skiløbere, og med korte transferafstande fra Scandinavian Mountains Airport til både Sälen og Trysil er det hurtigt og nemt at komme fra flysædet til pisten.
- Det er glædeligt at se den stigende interesse for de svenske fjelde. Ved at styrke vores rute fra Aalborg, gør vi det både nemmere og mere bekvemt for både nye og tilbagevendende rejsende at komme til Sälen og Trysil. Vi ser frem til at byde alle hjerteligt velkommen ombord til vinter, siger Henrik Winell, Vice President Network hos SAS.
Ny skiudbyder fra Aalborg til nogle af Skandinaviens bedste pister
Selvom ruten fra Aalborg til Scandinavian Mountains Airport ikke er ny, er der gode nyheder for nordjyske skiløbere: Skiferie.dk bliver ny udbyder af skirejser med afgang fra Aalborg. Fra søndag den 18. januar til 8. marts tilbyder skiferie.dk pakkerejser til populære destinationer som Trysil, Lindvallen, Hundfjället/Tandådalen, Stöten og Kläppen.
- Som Danmarks største rejsebureau for skirejser til Norge og Sverige er vi glade for nu også at kunne tilbyde skirejser med fly fra Aalborg til nogle af de bedste skiområder i Norge og Sverige. Ruten giver vores gæster mulighed for at være på skidestinationen i løbet af kun 2½ time inkl. flyvetid og transfer," siger Lars Lyhne Jensen, direktør i Alltime Travel og skiferie.dk.