Stabil vækst og sommerprogram i fuld gang
Rejselysten holdt sig stabil i maj 2026, hvor Aalborg Lufthavn kom ud af måneden med en samlet fremgang på 3,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Med 142.686 rejsende, et sommerprogram i fuld gang og indvielsen af den nye charterdestination Albanien, blev maj en måned med god rejseaktivitet på tværs af både indenrigs- og udenrigstrafikken.
I maj 2026 var der 142.686 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn. Det er en fremgang på 3,1 procent i forhold til maj sidste år. Der var igen en fornuftig vækst i indenrigstrafikken på ruten til og fra København, samt en mindre fremgang i udenrigs- og chartertrafikken.
Aalborg Lufthavn lander dermed en måned med moderat vækst og god aktivitet frem mod sommeren, hvor vi samtidig ser en stabil efterspørgsel på de to store hub-lufthavne Amsterdam og København – med videreforbindelser til hele verden.
Sommerprogrammet er i fuld gang i Aalborg Lufthavn
Maj markerede for alvor starten på den store chartersæson i Aalborg Lufthavn, hvor langt størstedelen af sommerprogrammet nu er i fuld gang. Det kan blandt andet mærkes på de populære sydeuropæiske rejsemål som Kreta, Rhodos, Zakynthos og flere andre destinationer, hvor mange nordjyder har sat kursen mod sol og varme. Samtidig blev den nye charterdestination Saranda i Albanien indviet i samarbejde med Apollo Rejser, hvilket giver endnu en direkte rejsemulighed fra Aalborg.
- Det er positivt at se, at charterprogrammet for sommeren er kommet godt fra start, og at der fortsat er stor interesse for de direkte rejsemuligheder fra Aalborg Lufthavn. Når vi samtidig kommer ud af maj med fremgang, er det et godt resultat – ikke mindst set i lyset af den geopolitiske situation og de stigende brændstofpriser, som betyder, at der er blevet reduceret lidt kapacitet på nogle ruter, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Aalborg Development Forum samlede fly- og rejseselskaber
Endnu en gang dannede Aalborg Lufthavn den sidste torsdag i maj rammen om Aalborg Development Forum. Det er en konference målrettet flyselskaber og rejsebureauer med fokus på at styrke de eksisterende ruter og skabe grundlag for nye rejsemuligheder med afgang fra Aalborg. I år var der hele 13 forskellige flyselskaber repræsenteret ved arrangementet samt 14 forskellige rejsebureauer.
- Aalborg Development Forum er et vigtigt initiativ i arbejdet med at udvikle rutenetværket fra Aalborg Lufthavn. Vi oplever en generel positivitet hos fly- og rejseselskaberne, der kigger fremad på den anden side af de udfordringer, vi står med i øjeblikket. Det giver et godt afsæt for dialogen om både nuværende og kommende muligheder fra Aalborg, slutter Niels Hemmingsen.
Trafiktal for maj 2021-2026
|
|
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
2025 |
2026 |
|
Indenrigs |
38.369 |
85.500 |
75.356 |
73.423 |
76.594 |
79.533 |
|
Udenrigs |
1.997 |
54.244 |
58.791 |
62.781 |
61.813 |
63.153 |
|
I alt |
40.366 |
139.744 |
134.147 |
136.204 |
138.407 |
142.686 |