
Påsketrafik sikrede april-fremgang i Aalborg Lufthavn
April 2025 satte godt gang i sommerens ferietrafik fra Aalborg Lufthavn til blandt andet Mallorca, Malaga, Napoli og Nice – med helt fyldte fly op til de altid travle påskedage. Med tæt på status quo i indenrigs- og udenrigstrafikken og en vækst i chartertrafikken på hele 68,3 procent, var der en samlet fremgang i april 2025 på 2,3 procent i forhold til april 2024.
Der var alt i alt 113.735 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn i april 2025 mod 111.178 sidste år. Det er en samlet fremgang på 2,3 procent som følge af påskeferien, der særligt gav luft under vingerne i chartertrafikken til De Kanariske Øer samt Mallorca med Spies. Det sætter positive forventninger til årets sommerprogram, hvor det store charterprogram starter op i de første uger af maj til blandt andet Gazipasa, det populære græske ø-hav og nyhederne Evia og Peloponnes tæt på Athen.
Fart på ferietrafikken i sommerprogrammet
Rejselysten lever i bedste velgående i Aalborg Lufthavn, hvor der i april 2025 var sat fart på ferietrafikken til spanske feriefavoritter samt Napoli, Antalya og Nice.
- Vi ser en høj efterspørgsel på de udenlandske feriedestinationer, hvor de fleste af sommerruterne er skudt i gang. Spanien har ikke overraskende været det helt store trækplaster for de danske rejsende, hvor Spies også er i luften med deres charterrute til den altid populære ferieø Mallorca. Det resterende charterprogram venter lige rundt om hjørnet og byder på græske nyheder med fly direkte til og fra Athen, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter.
- Kigger vi nærmere på udenrigstrafikken i april er det værd at bide mærke i, at vi i den første måned uden Ryanair-trafik næsten rammer sidste års niveau. Det skyldes en vækst på blandt andet Malaga-ruten, en tidligere opstart af Nice-ruten og en fortsat stærk udvikling på ruten til Amsterdam med KLM, som vidner om en stadig stor interesse for ferieoplevelser i og udenfor Europa med one-stop.
Fokus på flere fritidsrejsende på Danmarks største indenrigsrute
De mange helligdage over påsken har stor betydning for indenrigstrafikken til og fra København, hvor der som regel er lidt færre forretningsrejsende på flyene. Til gengæld giver påsken flere fritidsrejsende anledning til at besøge den danske hovedstad. Det har været tydeligt i april 2025 – med en lille fremgang, styrket af attraktive priskampagner fra både SAS og Norwegian.
- Mens de forretningsrejsende flyver forholdsvist fast mellem Aalborg og København – primært tidlig morgen og sen eftermiddag – er de fritidsrejsende langt mere fleksible og spontane, hvor blandt andet pris bestemmer, om der for eksempel skal være en weekendtur i vente med venner eller familie. Det er derfor interessant at se effekten af de kampagner, som SAS og Norwegian i øjeblikket jævnligt er på banen med. Vi forventer, at det kan have en positiv effekt på indenrigs-aktiviteten, og at endnu flere får øje for rejsemulighederne med fly, slutter Niels Hemmingsen.
Trafiktal for april 2020-2025
|
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
2025 |
Indenrigs |
1.123 |
26.716 |
72.248 |
64.964 |
67.135 |
67.251 |
Udenrigs |
0 |
1.015 |
34.888 |
35.631 |
39.892 |
39.497 |
Charter |
0 |
62 |
8.306 |
4.877 |
4.151 |
6.987 |
I alt |
1.123 |
27.793 |
115.442 |
105.472 |
111.178 |
113.735 |