
Aalborg Lufthavn får ny lynladepark til både passagerer og taxakørsel
Aalborg Lufthavn tager i samarbejde med Norlys endnu et skridt mod en mere bæredygtig fremtid. Der er indgået en aftale om etablering af en ny lynladepark, som forventes at stå klar i januar 2026. Lynladeparken skal sikre hurtig og effektiv opladning af elbiler for både passagerer og taxakørsel.
I begyndelsen af 2026 vil en ny lynladepark fra Norlys stå klar ved Aalborg Lufthavn, der vil imødekomme det stigende antal elbiler, der kører til og fra lufthavnen. Ladeparken vil blive placeret i lufthavnens nærområde for at sikre nem adgang for rejsende og de taxachauffører, der har sin daglige gang i lufthavnen. Hertil kommer, at lynladeparken vil blive placeret med nem adgang fra den kommende 3. limfjordsforbindelse.
Fokus på mere bæredygtig transport til og fra Aalborg Lufthavn
Lynladerne er på 400kW og derfor kan elbiler oplades markant hurtigere end ved de traditionelle ladestandere. Det kommer både taxachauffører og private bilister til gode, der kører til og fra lufthavnen. Samtidig understøtter ladeparken det hastigt stigende antal elbiler, der allerede i dag er at finde på vejene i Nordjylland. Hele 57 procent af alle nyregistrerede biler i Nordjylland i 2024 var el-biler – det var omkring 6 procentpoint over landsgennemsnittet.
- Flere og flere danskere vælger at køre i en el-bil, hvorfor vi er stolte af at samarbejde med Norlys om at udvide vores bæredygtige ladefaciliteter endnu engang. Lynladeparken skal ikke kun være tilgængelig for passagerer, men faktisk elbilister i hele Nordjylland – særligt når den nye Limfjordsforbindelse tages i brug. Vi har samtidig en ambition om at skabe bedre faciliteter for de mange taxachauffører, der opererer i lufthavnen, og vi har indledt en dialog med Dantaxi om at fremme brugen af el-taxier. Dette kunne gøres ved at skabe en fastlane, der sikrer, at el-taxier bliver prioriteret forrest i køen, siger Vice- og driftsdirektør Kim Bermann.
En rekreativ ladeoplevelse gør det mere attraktivt at være el-bilejer
For Norlys, der er Danmarks næststørste ladeoperatør, er aftalen med Aalborg Lufthavn et vigtigt skridt i bestræbelserne på at etablere et landsdækkende ladenetværk og få endnu flere danskere til at vælge en elbil. Her vil den kommende ladepark i lufthavnen kunne give elbilister et pusterum på farten.
- I Norlys vil vi gerne gøre ladeoplevelsen til mere end blot ventetid, og den tankegang tager vi selvfølgelig også med til Aalborg Lufthavn, hvor vi blandt andet bygger en hyggelig lounge, sikrer gode toiletfaciliteter, og så er lokationen ekstra interessant grundet den ikoniske bunker på arealet, som vi kommer til at bygge et særligt område med fokus på fortælling og oplevelse op omkring, som børn kan slå sig løs på, mens vores ladestandere gør dem og deres forældre klar til at tage turen videre, siger Ellen Trolle, direktør i Norlys’ ladeforretning.
Lynladeparken forventes at stå færdig i januar 2026.