
Ruteåbning: Første direkte afgang fra Aalborg til Nuuk
Torsdag den 12. juni 2025 markerede en milepæl for rejsemulighederne mellem Danmark og Grønland, da den første direkte afgang fra Aalborg Lufthavn til Nuuk blev fejret. Det er resultatet af et unikt samarbejde mellem lufthavnen, Ruby Rejser og Air Greenland, der sammen åbner dørene direkte til Grønlands vidtstrakte, arktiske landskaber. Den historiske ruteåbning blev fejret med lidt godt til ganen, ballonbue og klipning af den røde snor i Aalborg Lufthavn.
Eventyrlige Grønland rykkes tættere på Nordjylland
Den nye direkte forbindelse til Nuuk giver rejsende en nem og hurtig adgang til Grønlands hovedstad og videre ind i landets spektakulære natur, hvor blandt andet Ilulissat og Diskobugten venter. Samtidig åbner ruten op for et styrket samarbejde og handel mellem Nordjylland og Nordatlanten.
– Vi er utrolig stolte over at kunne åbne denne nye rute i samarbejde med Air Greenland og Ruby Rejser. Det har længe været et ønske at forbinde Nordjylland direkte med Grønland, og vi ser et stort potentiale i både fritids- og erhvervstrafikken. Grønland er en destination, der fascinerer og tiltrækker mange – og nu gør vi rejsen dertil både lettere og hurtigere. Samtidig skaber ruten nye muligheder for cargo og styrker forbindelserne til Nordatlanten, hvilket gavner både turisme, erhvervsliv og handelsaktiviteter, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Med den direkte rute fra Aalborg til Nuuk bringes Nordatlantens største naturoplevelser tættere på nordjyderne, samtidig med at den letter cargo-transporten mellem Grønland og Nordjylland – et vigtigt skridt for at understøtte vækst og udvikling i hele regionen.
Ruby Rejser og Air Greenland baner vejen
Hos Ruby Rejser, der har stor erfaring med at arrangere rejser til Nordatlanten, er begejstringen omkring den nye direkte rute til at tage og føle på:
– Vi er utroligt stolte af at være med til at åbne denne nye rute. Det har længe været en strategisk prioritet for os at gøre Grønland mere tilgængelig som destination, og med den direkte forbindelse fra Aalborg – opereret af AirSeven – får vi nu en enestående mulighed for at tilbyde flere rejsende adgang til Grønlands storslåede natur og kultur, siger Rønnaug Laursen, direktør hos Ruby Rejser.
For Air Greenland er åbningen af ruten et vigtigt skridt i selskabets strategi om at forbinde Grønland med nye markeder og øge tilgængeligheden til og fra landet:
– Vi er glade for at kunne imødekomme efterspørgslen på en direkte sommerrute mellem Aalborg og Nuuk samt vores indenrigsdestinationer. Mange grønlændere har tilknytning til Nordjylland, og samtidig skaber ruten nye muligheder for turismeudvikling i Grønland, siger Jacob Nitter Sørensen, CEO i Air Greenland.
Fejring af ruteåbningen
Ruteåbningen blev markeret den 12. juni med en festlig ceremoni i Aalborg Lufthavn, hvor der på den tidlige morgenafgang var croissanter, juice og kaffe til de forventningsfulde rejsende, pyntet gate i grønlandske farver og traditionel klipning af den røde snor – en festlig begivenhed, der sætter scenen for helt nye rejsemuligheder mellem Nordjylland og Grønland.