Skip to content

Rekordmange rejselystne gæster besøgte Aalborg Rejsefestival 2025

Mere end 14.600 rejselystne gæster tog søndag d. 26. januar i Aalborg Lufthavn for enten at købe en rejse eller lade sig inspirere til sommerens mange mulige rejsemål. Til Aalborg Rejsefestival i 2023 og 2024 valfartede henholdsvis 10.000 og 12.000 gæster mod Aalborg Lufthavn.

Aalborg Rejsefestival løb søndag af stablen med rekordmange antal besøgende. Det var 3. gang, at Aalborg Lufthavn slog dørene op for Nordjyllands største rejsemesse – med over 30 fly- og rejseselskaber. Med blandt andet 37 gratis rejseforedrag og utallige konkurrencer og specielle rejsetilbud var mulighederne mange.

”Aalborg Rejsefestival er blevet et tilløbsstykke og en festlig tradition. Det er et stort arbejde at planlægge, men når vi ser de tusindvis af spændte besøgende og de mange glade rejseselskaber, samt at vi igen slår sidste års rekord for besøgende, er det alle kræfterne værd. Vores hovedfokus er at inspirere men også assistere i salget af rejser ud af Aalborg Lufthavn” udtaler Salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn Martin Svendsen.

Perfekt mulighed for at sætte sommerens ferieoplevelser i fokus

Igen i 2025 er der mange rutenyheder og chartermuligheder fra Aalborg Lufthavn. Eksempelvis er der mulighed for at flyve direkte til Nuuk i Grønland ligesom Reykjavik igen er på rutekortet. Derudover var der til Aalborg Rejsefestival også fokus på mange oversøiske destinationer – med intet mindre end 16 velbesøgte rejseforedrag.

”Vi har i 2025 det største program ud af Aalborg Lufthavn i Bravo Tours’ historie. Derfor er vi i særdeleshed tilfredse med Aalborg Rejsefestival, hvor vi har haft de bedste salgstal nogensinde med over 9.2 millioner i omsætning. Årets mest efterspurgte destination blev faktisk Rhodos efterfulgt af Mallorca. På en dag som i dag kan vi virkelig mærke loyaliteten fra de tusindvis af gæster, som alle ser frem til sommerens ferier” udtaler Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours.

Morten Meyer, Produktchef i Ruby Rejser, forklarer endvidere: ”Aalborg Rejsefestival har virkelig vist os i Ruby Rejser, at interessen for at besøge Grønland er enorm. Allerede nu har vi gode salgstal og enkelte afgange er tæt på udsolgt”

”Vi var igen meget imponerede over det store fremmøde til Aalborg Rejsefestival. Vi havde en fantastisk dag og oplevede stor interesse for vores europæiske såvel som oversøiske rejser til eksempelvis Japan og Vietnam. Alt i alt var det en stor succes, som vi glæder os til at deltage i igen næste år,” udtaler Therese Christensen adm. Direktør i Risskov Rejser.