Skip to content

Mere ferietrafik til udlandet sikrede februar-fremgang

Nogle ekstra våde og kolde vintermåneder blev rundet af på bedste vis i februar 2024 – med en stigende rejseaktivitet til udlandet og en samlet passagerfremgang på 4,1 procent i forhold til samme måned sidste år. Med vinterferie i uge 7 og 8 og den store Ferie for Alle-messe i Herning, var der i årets korteste måned sat ekstra fokus på sol, kultur- og storbyoplevelser fra Aalborg Lufthavn. Den gode feriestemning var derfor ikke til at tage fejl af, og der er lagt op til nogle rejsefyldte forårs- og sommermåneder.

Vinterferien giver som regel anledning til en uge sydpå, et citybreak eller en tur på skiferie i blandt andet Alperne og Norge. Februar 2024 blev ingen undtagelse med fuld fart på ferierejserne til udlandet. Med en samlet fremgang på 4,1 procent i forhold til februar 2023, var der i februar i år samlet 94.122 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn.

Over 11.000 flere rejsende til udlandet

I februar 2024 var der en markant fremgang i udenrigstrafikken på hele 45,2 procent – et resultat af stor aktivitet på ruterne til Amsterdam, Tenerife og Gran Canaria samt Madeira, der åbnede i starten af måneden. Med en næsten 16 procent stigning i antallet af charterpassagerer i februar i år, var der samlet over 11.000 flere rejsende til og fra udlandet end i februar 2023.

- Den nye Madeira-rute med Norwegian har fået en flyvende start, og der er allerede nu lagt op til, at ruten er på programmet igen i 2025, ligesom det også er tilfældet for Tenerife. Det er derfor tydeligt, at charter- og udenrigstrafikken fortsat er i en meget positiv udvikling, som blandt andet er båret frem af KLM’s rute til Amsterdam, hvor de i februar i år havde over 80 procent flere afgange end i februar sidste år, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter:

- Den samlede fremgang for måneden skal ses i lyset af lavere kapacitet på indenrigsruten til København, hvorfor fremgangen kunne have været større, men vi ligger på et fornuftigt niveau indtil videre i 2024. Fra foråret har DAT besluttet at lukke ruten mellem Aalborg og København, som vil kunne ses i tallene for de kommende måneder. Dog forventes det at være i et begrænset omfang, da SAS og Norwegian opererer med fuld kapacitet og samtidig kigger på at sætte flere afgange ind i weekender – til glæde for særligt de fritidsrejsende.

Fokus på sommerrejser til Ferie for Alle-messe

Igen i år var Aalborg Lufthavn med til Ferie for Alle-messe i Herning i slutningen af uge 8. Med på lufthavnens stand var SAS samt rejseselskaberne NILLES Rejser, Best Travel og Bravo Tours, der hver især satte deres rejseunivers i fokus – med alt fra unikke pakkerejser, charterfavoritter og rejser ud i verden. Der var samtidig stor interesse for at høre endnu mere om lufthavnen, sommerens rejseprogram og gøre et godt køb i lufthavnens DutyFree-shop.

Trafiktal for februar 2019-2024
 

 

2019

2020

2021

2022

2023

2024

Indenrigs

60.088

53.611

14.056

50.151

58.708

51.311

Udenrigs

32.481

31.773

978

14.206

20.860

30.291

Charter

13.130

14.102

210

9.018

10.810

12.520

I alt

105.699

99.486

15.244

73.375

90.378

94.122