Skip to content

Fremgang i årets første sommermåned

Sommerens populære ferierejsemål har indtaget afgangstavlerne i Aalborg Lufthavn, hvor der i juni 2024 også blev tilføjet nyhederne Nice og Grønland samt solrige Golden Sands. Med skolernes sommerferie skudt i gang, er der nu skruet helt op for den glade feriestemning, og det skinnede også igennem i juni med en fremgang på 4,7 procent i sammenligning med juni 2023. 

Juni 2024 blev på bedste vis skudt i gang med ruteåbningen til Nice, hvor de første forventningsfulde rejsende kunne opleve Den Franske Riviera direkte fra Aalborg Lufthavn. Mens antallet af indenrigsrejsende ikke helt nåede sidste års niveau, var der fortsat luft under vingerne til særligt nye og velkendte sydeuropæiske feriedestinationer. Samlet var der 138.837 rejsende til og fra lufthavnen i juni 2024 – svarende til en fremgang på 4,7 procent i forhold til juni sidste år.

Et flyvende sommerprogram og stor rejselyst

Der var fortsat gang i ferietrafikken til udlandet i juni 2024 fra Aalborg Lufthavn, hvor der var lige godt 12,5 procent flere rejsende til blandt andet Antalya, Malaga, Kreta og Rhodos, som var nogle af de mest populære feriedestinationer for måneden.

- Op mod skolernes sommerferie er efterspørgslen på rejseoplevelser steget betydeligt – også godt hjulpet på vej af det lidt mere ustadige danske sommervejr, så fly- og rejseselskaberne har haft lidt ekstra travlt disse dage. Vi forventer derfor en travl sommerferieperiode for ferierejsende til udlandet her i Aalborg Lufthavn. Her fra juni har vi også fået nyhederne Nice og Kangerlussuaq i Grønland på rutekortet, så der er mange spændende rejsemål på programmet sommeren igennem, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Mange rejser går til København eller Bornholm

I juni 2024 var der lige omkring 700 fly til og fra København samt 30 flyvninger til og fra Bornholm, hvor der i juni blev afholdt folkemøde. Der var sammenlagt en mindre tilbagegang i indenrigstrafikken i forhold til juni sidste år – svarende til 2,3 procent. Det er et resultat af færre afgange til København end samme tid sidste år, men der har i juni dog stadig været op mod 16 daglige afgange, benyttet af både forretningsrejsende og ferierejsende, der blandt andet rejser videre ud i verden fra København.

 - Vi har fortsat et stærkt indenrigsprodukt i Aalborg Lufthavn, og selvom trafikken til København går ned på lavt blus her over sommeren, grundet industriferien, så forventer vi godt fyldte fly i de kommende måneder. Foruden gode muligheder for en storbyferie i vores hovedstad, åbner ruten også op for spændende og eksotiske rejsemål udenfor Europa, som vinder mere og mere ind på de jyske rejsende, slutter Niels Hemmingsen.

Trafiktal for juni 2019-2024

 

2019

2020

2021

2022

2023

2024

Indenrigs

70.440

15.935

51.527

78.690

69.337

67.773

Udenrigs

47.258

1.102

5.263

41.981

44.119

46.947

Charter

22.282

0

3.418

17.052

19.094

24.117

I alt

139.980

17.037

60.208

137.723

132.550

138.837