Aalborg Rejsefestival bliver dobbelt så stort
Aalborg Lufthavn sætter endnu engang fokus på de mange rejsemuligheder fra det nordjyske, når over 40 udstillere deltager i Aalborg Rejsefestival søndag den 28. januar 2024. Med en markant udvidelse af rammerne til årets rejsefestival, er der lagt op til en begivenhedsrig dag – med blandt andet hele 35 gratis rejseforedrag, et mekka af konkurrencer, gode rejsetilbud samt spændende aktiviteter.
Der kan ses frem til et stort rejseudbud fra Aalborg Lufthavn i sommeren 2024 – herunder et stærkt charterprogram, de nye direkte ruter til Nice og Girona og et hav af europæiske og oversøiske rejsemuligheder. Der er derfor god grund til at besøge Aalborg Rejsefestival søndag den 28. januar fra klokken 09.30 til 16.30, hvor de mange rejseudbydere byder velkommen med masser af rejseinspiration og tilbud på sommerens store ferieoplevelser.
NILLES Rejser vil igen være at finde på Aalborg Rejsefestival: ”Vi glæder os til igen at se tusindvis af glade rejsegæster i år. Vi kan mærke, at rejselysten er stigende, og rejseoplevelser er noget vores kunder virkelig prioriterer i deres liv”, udtaler Direktør Miriam Bisgaard Christiansen.
Dobbelt op på pladsen til over 40 udstillere
I en ekstraordinær kold januar måned lever den danske rejselyst i bedste velgående, hvor mange begynder at planlægge deres sommerferie. Hvad enten rejsedrømmen er sol og varme, storbyoplevelser eller en eksotisk rundrejse, så er der ingen tvivl om, at der er mange, der gerne vil afsted på ferie. Til Aalborg Rejsefestival 2024 er der skruet op for mulighederne for at få rejsedrømmene indfriet – med over 40 udstillere og andre aktiviteter fordelt på et dobbelt så stort område som sidste år.
- Man må sige, at Aalborg Rejsefestival sidste år var et tilløbsstykke uden lige, hvor antallet af besøgende overgik alle forventninger. Derfor har vi i år valgt at fordoble det samlede areal til rejsefestivalen, så der bliver god plads til rejseudbyderne, foredrag, spisemuligheder og aktiviteter, hvor det for eksempel bliver muligt at komme helt tæt på et privatfly, militærfly og en brandbil. Opbakningen fra turoperatører, charterbureauer og flyselskaber har været over al forventning, hvor vi i år kan byde velkommen til en lang række nye udstillere. Vi ser derfor frem til endnu en spændende dag med rigtig mange besøgende i hele lufthavnen, siger Salgs- og marketingdirektør Martin Svendsen.
Hvad er ellers nyt til Aalborg Rejsefestival 2024?
Store dele af Aalborg Lufthavn bliver taget i brug til Aalborg Rejsefestival, hvor halvdelen af lufthavnens DutyFree, Gate 2 og 3 samt Gate 9, 10 og 11 på 1. sal også tages i brug i år. Derudover bliver der sat to store opvarmede telte op – et telt til rejseforedrag og et FOOD Court-telt med blandt andet pizza, fadøl, slush-ice og popcorn. På 1. sal finder du mange af de større charterbureauer, Aalborg Håndbold, hvor du kan møde spillerne og skyde på mål, og adgangen til udearealet på forpladsen. Her er det igen muligt at se et af North Flyings privatfly indefra, og som noget nyt i år kan du se et af Forsvarets Challenger-fly og sætte dig bag rattet i en brandbil fra Brand og Redning.
Læs mere om Aalborg Rejsefestival 2024