Fejring af den første direkte afgang til Madeira
Her til morgen fik vi tilføjet endnu en ny direkte rute fra Aalborg med Norwegian. Denne gang blev kursen sat mod den smukke portugisiske ø, Madeira, hvor både NILLES Rejser og Best Travel også var med til at sende deres gæster godt afsted.
Sne og kulde satte de perfekte rammer for den første direkte afgang til den solrige og varme portugisiske ø, Madeira. Der var i dagens anledning kaffe og kage til de rejsende samt den traditionelle klipning af den røde snor - varertaget af Salgs- & marketingdirektør, Martin Svendsen. Direktør for Best Travel, Rune Thomassen, og direktør for NILLES Rejser, Miriam Bisgard Christiansen var også til stede ved fejringen af den nye rute, hvor en stor del af de rejsende på Norwegian-flyet til Madeira netop er gæster hos dem.
Hver tirsdag frem til april vil de sende mange forventningsfulde gæster afsted til den frodige Atlanterhavsø, som er en ny destination, der er blevet taget rigtig godt imod af de nordjyske rejsende.
- Vi havde fornøjelsen af at sende et næsten fyldt Norwegian-fly afsted på den første tur til ferieøen Madeira, hvor vi tydeligt har kunnet høre fra blandt andet NILLES Rejser og Best Travel, at det er et meget populært rejsemål. Allerede før første fly kom i luften har de derfor løftet sløret for, at Madeira også vil være på programmet fra Aalborg Lufthavn i 2025, siger Salgs- og marktingdirektør Martin Svendsen.
Norwegian flyver i denne omgang direkte til Madeira én gang ugentligt til og med den 30. april 2024, hvor du både kan finde flybilletter ved Norwegian eller pakkerejser hos blandt andet NILLES Rejser, Best Travel og Kulturrejser Europa.