Første direkte afgang fra Aalborg til solrige Barcelona
Lørdag den 24. juni blev afgangstavlerne endnu engang opdatereret i Aalborg Lufthavn, da Norwegian sendte første direkte fly afsted til den catalanske hovedstad, Barcelona. Traditionen tro bød ruteåbningen på klipning af den røde snor, balloner og flag i gaten og kage til de mange forventningsfulde rejsende.
Der var lørdag den 24. juni god stemning i Gate 6 i Aalborg Lufthavn, hvor de mange rejsende var klar til turen mod solrige ferieoplevelser i fantastiske Barcelona. Efter fotos med crew foran flyet, et par ord fra lufthavnsdirektøren og klipning af den røde snor, satte det rødnæsede Norwegian-fly for første gang kurs mod den populære spanske storby.
- En storbyfavorit er igen på rutekortet fra Aalborg Lufthavn, og nu direkte to gange om ugen med Norwegian, der er et ideelt flyselskab til at betjene sådan en rute, da de har stort kendskab til både det danske og spanske marked. Barcelona er en storby, der har det hele – alt lige fra shopping og kultur til strand og gode madoplevelser. Barcelona henvender sig derfor også til en bred målgruppe, hvor børnefamilien kan finde ren afslapning på stranden og hotellet, vennerne kan tage på fodboldtur og ægteparret kan tage på et tiltrængt citybreak, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Endnu en spansk feriedestination fra Aalborg Lufthavn
Med den nyeste rute i luften flyver Norwegian nu, foruden til København, direkte til Malaga, Mallorca, Alicante og Barcelona denne sommer. Rejsemulighederne er derfor store for at komme afsted på ferie i Spanien, som altid har stået højt på danskernes ønskeliste, når ferien skal planlægges.
- Barcelonas imponerende kulturliv og historie er et stort trækplaster for de danskere, der sætter pris på fremragende storbyoplevelser. Vi er glade for at kunne tilbyde et stort udvalg af de mest populære spanske sommerdestinationer fra Aalborg Lufthavn. Det giver rig mulighed for vores kunder at vælge lige præcis den type ferie, de ønsker. Samtidig giver de to ugentlige afgange til både Barcelona og Mallorca samt hele fem ugentlige afgange til Malaga, stor fleksibilitet og mulighed for både korte og længerevarende ferieophold, siger Magnus Maursund, kommerciel direktør i Norwegian.
Norwegian flyver direkte til Barcelona fra Aalborg Lufthavn onsdag og lørdag til og med den 28. oktober 2023. På Norwegians hjemmeside finder du billetpriser fra 858 kroner tur/retur.