Flyvende fisk fra Island til Aalborg Lufthavn
PLAY gik den 10. juni i luften med deres direkte rute mellem Aalborg og Island – en efterspurgt rute på flere måder, og dagens ankomst i Aalborg var noget helt særligt. Foruden rejsende på vej hjem eller på ferie i det nordjyske, var passagerlisten opdateret med 750 kilo fisk til Venmark Fisk A/S. Rejsen mod at indfri fragtambitionerne i Aalborg Lufthavn har derfor nu fået luft under vingerne.
Et nyt forretningsområde i Aalborg Lufthavn blev den 20. juni realiseret, da den første større mængde fragt landende med PLAY fra Island, bestående af 750 kilo fisk. Fragtambitionerne om at få varer på almindelige rutefly til og fra Aalborg er derfor officielt skudt i gang, i samarbejde med blandt andet Blue Water Shipping og fiskevirksomheder i Nordjylland.
- Der ligger et kæmpe benarbejde i at få skabt et fundament for fragt ind og ud af Aalborg Lufthavn, som inkluderer alt fra fødevarer til E-commerce, men der er ingen tvivl om, at vi finder det største potentiale i den nordjyske fiskeindustri, der importerer og eksporterer mange tusind tons fisk om året til hele verden. Vi har været ude at snakke med 60 forskellige fiskevirksomheder, hvoraf en stor del af dem har vist interesse i fragtmulighederne til og fra lufthavnen. En af de større aktører er Venmark Fisk, der nu i dag får deres første sending hjem. At få bekræftet det potentiale, vi vidste var der, er helt fantastisk og giver bare nyt brændstof til fragtambitionerne i Aalborg Lufthavn, siger vice- og driftsdirektør Kim Bermann.
Frisk fisk og skaldyr til hele verden
Da PLAY-flyet fra Keflavik landende klokken 11.30, blev der hurtigt gjort klar til at få de 750 kilo fisk læsset af til levering i Hirtshals til engrosvirksomheden Venmark Fisk A/S. Derfra skal de videre ud til fiskehandlere, supermarkeder og restauranter i og udenfor Danmark.
- Udviklingen af fragtpotentialet i Aalborg Lufthavn skaber store muligheder, ikke bare for os, men også for vores kollegaer i fiskebranchen. At lufthavnen nu kan tilbyde at få frisk seafood ind fra hele verden – samtidig med, at der bliver mulighed for at sende fine fisk og skaldyr fra Nordsøen hurtigere og nemmere fra Nordjylland ud i verden – er intet mindre end fantastisk. Jeg håber, at mine kollegaer i branchen vil støtte op om dette initiativ, så vi kan få glæde af de muligheder, det skaber fremadrettet, siger direktør for Venmark Fisk A/S Claus Ibsen.
Et stærkt samarbejde skaber muligheder
Foruden tæt kontakt med fiskeindustrien, er Aalborg Lufthavn i samarbejde med transportvirksomheden Blue Water Shipping også langt i fragtmulighederne for blandt andet E-commerce. Ambitionerne er at fragt bliver en naturlig del af nuværende direkte ruter og fremtidige, hvor hver rute skaber nogle unikke fragtmuligheder.
- Blue Water Shipping ser et stort potentiale i at få fisk og andet cargo ind fra Nordatlanten, hvor der er mange nordjyske virksomheder, der har ventet på de rette muligheder for cargotransport med fly. Det er der nu blevet skabt i Aalborg Lufthavn, og det udvikler sig for hver dag – også i takt med, at nye ruter kommer til, som for eksempel PLAY til og fra Island, der har løftet cargopotentialet betydeligt tværs over Atlanten. Vi ser frem til det videre samarbejde med lufthavnen på dette område, siger direktør for Blue Water Shippings nordatlantiske aktiviteter, Ole Bøgh Ulriksen.