Skip to content

Nyhed: Norwegian åbner direkte rute fra Aalborg til Tenerife

Fra den 31. oktober flyver Norwegian direkte fra Aalborg Lufthavn til den vulkanske ferieø, Tenerife. Dermed styrkes vinterprogrammet fra Aalborg yderligere – og denne gang med en direkte rute til de populære kanariske øer.

Den nye direkte rute til Tenerife med Norwegian flyves en gang om ugen på tirsdage indtil afslutningen af vintersæsonen i marts 2024.

- Med endnu en ny Norwegian-rute fra Aalborg Lufthavn får vores kunder direkte adgang til det solrige Tenerife i de kolde og våde danske vintermåneder. Tenerife er en af vores allermest populære destinationer i netværket, så vi er glade for også at kunne tilbyde vores nordjyske kunder at rejse direkte til den spanske varme med Norwegian, siger Magnus Thome Maursund, kommerciel direktør i Norwegian.

Flere vinternyheder fra Aalborg Lufthavn

Tilbage i februar offentliggjorde Bravo Tours charternyheden La Palma, og med Norwegians nye rute til Tenerife går vi derfor en endnu stærkere vintersæson i møde.

- Vi er glade for nyheden og samarbejdet med Norwegian, som i år også har resulteret i sommernyhederne Barcelona og Alicante og nu vinternyheden Tenerife. Der er endnu større potentiale i charter- og ruteudbuddet fra Aalborg i vinterhalvåret, hvorfor vi fortsat arbejder med at tiltrække nye destinationer til vores rejselystne gæster, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.   

Tenerife er solrig året rundt, og er unik ved at være knastør i syd og frodig i nord med grønne skove, blomstrende dale og talrige bananplantager. Øens nordkyst kendetegnes ved de frodige bjergkamme samt de lavt hængende skyer. På Tenerife finder du også vulkanen Teide, som med sine 3.718 meter er Spaniens højeste bjerg og Tenerifes største attraktion.

Flybilletter til den nye rute mellem Aalborg og Tenerife er lagt til salg på www.norwegian.com/dk og priser starter fra 899 kroner.