Ruby Rejser åbner kontor i Aalborg Lufthavn
Det danske rejsebureau, Ruby Rejser, har sat kursen nordpå og åbner officielt den 28. oktober et helt nyt kontor i Aalborg Lufthavns terminal, hvor de tilbyder oplevelsesrige specialrejser – lige fra aktive cykel- og vandreferier under sydens sol på Azorerne til snefyldte skiferier og kulturelle rundrejser med nordlyset i horisonten på Svalbard.
Aarhusianske Ruby Rejser har, siden sin første solgte rejse for snart 50 år siden, sat fokus på den aktive ferieform, kombineret med natur- og kulturoplevelser til store dele af verden. I de seneste år er populariteten og efterspørgslen for særligt denne type af pakkerejser steget markant. Derfor udvider Ruby Rejser nu deres tilstedeværelse i det jyske, med et nyt kontor i Aalborg Lufthavn fra den 28. oktober, hvor alle kan komme forbi til en snak om deres mange forskellige rejseoplevelser.
Stærk rejseprofil i spidsen for nyt kontor i lufthavnen
Et specialrejsebureau går ikke på kompromis med kvalitet og ekspertise, hvorfor de nordjyske gæster bliver taget godt i hånden, når de kommer på besøg på det nye kontor. Det er Morten Meyer, der kommer til at stå i spidsen for Ruby Rejser i Aalborg Lufthavn, og med 20 års erfaring i rejsebranchen, er han den helt rette til at gøre den store rejsedrøm til en oplevelse for livet.
- Som bosat nord for fjorden og med mange års erfaring i den nordjyske rejsebranche, glæder jeg mig meget til at vise Nordjylland, hvad Ruby Rejser har at byde på. Man må sige, at jeg er kommet med på en spændende rejse, og på samme måde som mange af rejserne selv, starter den i Aalborg Lufthavn. Det er helt ideelt med et centralt kontor, hvor det er muligt i ro og mag at få en god snak direkte med kunden om de mange forskellige rejser hos Ruby Rejser. Alle rejser er nøje tilrettelagt fra start til slut – hvad enten det er på ski, cykel, skinner, med skib eller bare dig og naturen, siger bureauchef, Morten Meyer.
Aktive ferier med fokus på unikke rejseoplevelser
Ruby Rejser har siden 2015 været en del af Sunway Group, der blandt andet inkluderer en række andre specialrejsebureauer, med fokus på for eksempel aktive ferier, rejser med skib og rejser til Disneyland. Ruby Rejser er primært specialiseret i skiferier, vandreferier, cykelferier, Hurtigruten, nordlysrejser, kulturrejser og fællesrejser.
- I Aalborg Lufthavn vil vi gerne skabe de bedste forudsætninger for den gode rejseoplevelse, hvorfor det er fantastisk, at et rejsebureau som Ruby Rejser åbner et kontor her i lufthavnen. Deres ekspertise og type af rejser taler i høj grad ind i et stigende behov for unikke pakkerejser, hvor det eneste ansvar gæsten har er at nyde turen. Samtidig tilbyder Ruby Rejser aktive rejseoplevelser som alternativ til den mere afslappende charterrejse. Om det er cykelferie på de snoede bjergveje på Gran Canaria eller pilgrimsvandring på Caminoen, så har Ruby Rejser noget for alle, der sætter pris på den aktive ferieform langt væk fra hverdagen, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Du kan møde Ruby Rejser og alle søsterselskaberne i Aalborg Lufthavn 3. og 4. november, hvor du kan få en god snak om de forskellige oplevelsesrejser.