Fortsat stor rejseaktivitet i Danmarks bedste lufthavn
Efterårsferien og overgangen mellem sommer- og vinterprogrammet i oktober 2022 gav anledning til et skud ekstra sommervarme inden den danske kulde for alvor får fat. Med over 21 procent flere charterrejsende end i oktober 2019 var det blandt andet charterdestinationerne Kreta, Antalya, Rhodos, Cypern og De Kanariske Øer, der var de største trækplastre.
Oktober 2022 nåede, med 134.485 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn, status quo i forhold til passagerniveauet i oktober 2019 – med 245 passagerer i forskel. Samtidig kunne Aalborg Lufthavn i starten af måneden forsvare titlen som Danmarks bedste lufthavn.
Traditionelle feriedestinationer var et hit i oktober
Både indenrigs- og chartertrafikken overgik rejseaktiviteten i oktober 2019, med henholdsvis 4,7 og 21,7 procent. Det vidner om, at skolernes efterårsferie traditionen tro gav anledning til at udleve ferieplanerne for mange danske familier.
- Som vi kunne se i oktober, er rejselysten fortsat på et højt niveau fra Aalborg Lufthavn, hvor vi i chartertrafikken ser en fremgang, som følge af et langt større rejseudbud til for eksempel Antalya end tidligere. Nu er vinterprogrammet skudt i gang med fyldte fly i oktober til de traditionelle kanariske øer, og vi håber på samme høje rejseefterspørgsel i de kommende kolde vintermåneder, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter, lige nu kigger vi også frem mod sommeren 2023, hvor charterbureauerne er ved at for styr på det sidste. En stor del af rejserne er allerede til salg, og vi kommer til at se et større charterudbud end tilbage i 2019. Rejseforedrag, gode rejsetilbud og andre aktiviteter fylder denne uge terminalen – først med SunCharter og derefter blandt andet Bravo Tours og Ruby Rejser, hvor sidstnævnte lige har åbnet fast kontor herude.
Udenrigstrafikken fortsat udfordret på manglende kapacitet
De samlede tal for udenrigstrafikken ligger i oktober 2022 på samme niveau som de foregående måneder, omkring 17 procent fra 2019-niveauet. Det skyldes et lavere udbud, hvor kapacitetsbegrænsningerne i Amsterdam fortsat er den primære årsag.
- Vi har cirka haft knap 30 procent færre sæder til rådighed med KLM til Amsterdam end i oktober 2019. Det ser desværre ud til at være gældende for resten af 2022, hvorefter vi ser en normalisering. Det kommer til at påvirke det endelige resultat for året, hvor vi ikke helt forventer at nå 2019-niveuet i de sidste to måneder. Men vi ved, at så snart vi får antallet af daglige afgange tilbage på rette niveau til og fra Amsterdam, så følger passagerne med, slutter Niels Hemmingsen.
Trafiktal for oktober 2019-2022
|
2019 |
2020 |
2021 |
2022 |
Indenrigs |
73.348 |
36.244 |
78.831 |
76.796 |
Udenrigs |
42.632 |
5.851 |
25.255 |
35.463 |
Charter |
18.260 |
2.180 |
14.128 |
22.226 |
I alt |
134.240 |
44.275 |
118.214 |
134.485 |