Skip to content

Nyt flyselskab og flere rejser til udlandet

Udsigten til et fuldt genåbnet Europa i løbet af foråret sætter skub i rejseaktiviteten, hvor interessen for særligt ferierejser til udlandet er stigende. Samtidig gik vi ud af februar 2022 med et fornuftigt resultat, hvor vinterferien bød på både forventningsfulde ferierejsende og annonceringen af en ny direkte rute fra Aalborg til Napoli.

I februar 2022 var der 73.375 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn – svarende til 69,4 procent af passagerniveauet i februar 2019. På trods af kun 28 dage i måneden var der 24 procent flere rejsende end i januar 2022. Det vidner om effekten af færre rejserestriktioner i Europa og et positivt syn på pandemiens udvikling.

Med foråret kommer større rejseaktivitet

Den første forårsmåned er skudt i gang, hvor der forventes at komme mere luft under vingerne til den sidste del af vinterprogrammet, der gradvist skifter til sommerprogrammet fra slut marts til og med påskeferien.

- Vi ser tilbage på nogle udfordrende vintermåneder, men nu ser det ud til, at vi kan se frem mod større rejseaktivitet i resten af 2022. Restriktioner lempes rundt omkring i Europa, som for nyligt i Storbritannien, der gør, at du nu kan rejse på storbyferie til London uden krav om test. Derudover genåbner de direkte ruter til både Stockholm og Kaunas i denne uge med helholdsvis tre og to ugentlige afgange. Vi forventer derfor at se et stort løft i udenrigstrafikken her i marts, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Flere fly i luften og større fokus på rejser til udlandet

Igen i februar 2022 er langt størstedelen af de rejsende at finde på flyene til og fra København, men samtidig er der i sammenligning med sidste måned 34,0 procent flere passagerer på rute- og charterfly til udlandet. Det er en tendens, der forventes at fortsætte i de kommende måneder.

- Indenrigstrafikken er nu er oppe på 83,5 procent af passagerniveauet i 2019. En del af dén positive udvikling skyldes dog også, at der igen er blevet flere muligheder for at rejse via København til udlandet. Det samme ser vi på ruten til Amsterdam, hvor KLM følger efterspørgslen ved at indsætte større fly og flere afgange på udvalgte dage. Vi oplever derfor tydeligt, at folk igen har fået et større fokus på rejser til udlandet – både i forretning- og feriemæssig sammenhæng. Det er derfor også fantastisk, at vi i februar endelig kunne afsløre, at et nyt flyselskab fra den 3. maj vil flyve direkte til Napoli. Volotea har valgt Aalborg Lufthavn til at gå ind på det danske marked, hvor vi ser frem til et godt samarbejde og forhåbentlig flere udenrigsruter i den nærmeste fremtid, slutter Niels Hemmingsen.

Trafiktal for februar 2019-2022
 

 

2019

2020

2021

2022

 

 

 

 

 

Indenrigs

60.088

53.611

14.056

50.151

Udenrigs

32.481

31.773

978

14.206

Charter

13.130

14.102

210

9.018

I alt

105.699

99.486

15.244

73.375