Ny salgs- og marketingdirektør er landet
I dag, mandag den 18. oktober 2021, er den nye salgs- og marketingdirektør landet i Aalborg Lufthavn. Der er tale om Martin Svendsen, der som en del af ledelsesgruppen skal stå i spidsen for lufthavnens kommercielle indsatser fremadrettet.
Fra dags dato sætter Martin Svendsen sig i stolen som salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn, hvor han skal løfte den kommercielle drift samt fremme lufthavnens internationale markedsposition – til glæde for regionen såvel som fritids- og forretningsrejsende i hele Jylland.
Marketing-profil med stor erfaring indenfor ecommerce
Martin Svendsen kommer fra en direktørstilling i NORRIQ, der er et internationalt digitaliserings-konsulenthus, hvor Martin de sidste fem år har haft det overordnede ansvar for salg, operation og strategiudvikling for ecommerce og Business Intelligence.
– Det er en fornøjelse at byde velkommen til Martin Svendsen, der er en stærk profil indenfor marketing, ecommerce og data. Han er derfor den helt rigtige mand til at styrke det kommercielle niveau i Aalborg Lufthavn – både i forhold til vores position som en attraktiv og foretrukken international lufthavn i Vestdanmark, men også i videreudviklingen af blandt andet vores DutyFree og restaurantområde, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Stærke rødder i det nordjyske
Før sin stilling i NORRIQ arbejdede Martin Svendsen som blandt andet kontaktdirektør i den nordjyske reklamebranche – herunder SHRPA, Combine og Clienti. Han har derfor også et stort kendskab og stærke rødder i det nordjyske, hvor Aalborg Lufthavn har været den naturlige gate-way ud i verden.
– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet som passager i Aalborg Lufthavn, enten på vej på arbejde i København eller på ferie med familien. Lige fra jeg parkerer bilen, til jeg sidder i flyet, er der en helt unik atmosfære og en service i særklasse hele vejen gennem terminalen. Det er utroligt, hvad bare et smil kan gøre for en passagers rejseoplevelse. Det er derfor med stor glæde og forventning, at jeg kan komme med på rejsen og sætte mit præg på fremtidens nordjyske lufthavn, siger salgs- og marketingdirektør Martin Svendsen.