Stigende rejseaktivitet i Aalborg Lufthavn
Maj 2021 bød på en passagerfremgang i Aalborg Lufthavn på lige over 45 procent i forhold til april 2021. Særligt rejseaktiviteten til København og Bornholm har været stigende i løbet af maj – i takt med at fase 3 og 4 i genåbningen af Danmark blev realiseret.
Der var alt i alt 40.366 rejsende til og fra Aalborg i maj 2021 mod 27.793 i april 2021, svarende til en fremgang på 45,3 procent. Indenrigstrafikken står for langt størstedelen af fremgangen – med 38.369 passagerer i maj 2021 mod 26.716 i sidste måned, svarende til 43,6 procent.
Styrket luftbro mellem Aalborg og København
De tre operatører på ruten Aalborg-København, SAS, DAT og Norwegian, har gradvist sat mere kapacitet ind for at være på forkant med en stigende efterspørgsel. I slut maj var der op til 15 daglige afgange til hovedstaden.
– Vi står med et rigtig stærkt indenrigsprodukt til erhvervslivet såvel som de fritidsrejsende – med mange daglige afgange og billige flybilletter, der sætter godt skub i trafikken. Det er anden måned i træk, at vi ser en så markant fremgang, og det vidner bare om, at når rejsemulighederne er der og til den rigtige pris, så kommer passagererne også, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Første charterfly i 2021
De første ferierejsemål sydpå åbnede op i maj, og den 1. juni går det første charterfly i luften fra Aalborg Lufthavn med kurs mod Mallorca med Spies. Lige så snart rejsevejledningerne tillader det vil flere charterfly også komme i luften – blandt andet til Kreta med Bravo Tours.
– Vi så gerne, at genåbningen af rejseaktiviteten var sket hurtigere end hvad vi har set, men samtidig glæder vi os over, at vi nu endelig kan sende chartergæster afsted fra lufthavnen igen, og vi ser frem til endnu flere charterafgange i de kommende måneder, slutter Niels Hemmingsen.
Begivenhedsrige dage i Aalborg Lufthavn
I slutningen af maj fik Aalborg Lufthavn besøg af to ikke så almindelige flyvende gæster. Der var tale om to store cargofly; først en Boeing 777-300ER og derefter en Boeing 787-700 Dreamliner.
– Lørdag den 29. maj kunne Aalborg Lufthavn fejre 83-års fødselsdag, og jeg kan næsten ikke komme på en bedre gave end fornøjelsen af at se en kæmpe Triple Seven og en Dreamliner langs terminalen. Det er ikke hver dag, at vi skal håndtere så store fly i Aalborg Lufthavn, så det er fantastisk at få sådan nogle spændende opgaver ind, siger Niels Hemmingsen.
__________________________________________________________________
I maj 2021 var der 1.765 rejsende til og fra udlandet mod kun 39 rejsende i maj 2020.
Der var 3.772 indenrigspassagerer til og fra Aalborg i maj 2020 mod 38.369 i maj 2021.
For antallet af charterpassagerer var der 14 i maj 2020 mod 232 charterpassagerer i år.
Samlet set var der 40.366 rejsende i maj 2021 mod 3.825 i maj 2020.