Udefrakommende faktorer påvirker februar-resultat
Februar 2020 bød på en tilbagegang på 5,9 procent i sammenligning med den samme vintermåned sidste år – først og fremmest grundet udefrakommende faktorer. Aalborg Lufthavn ser nu frem til sommerprogrammets opstart i slut marts, med gode rejsemuligheder til blandt andet Malaga, Barcelona og Bornholm.
Foråret er i gang i Aalborg Lufthavn, og der gøres status over februar 2020, der bød på en samlet tilbagegang på 5,9 procent i forhold til februar 2019. Således rejste 105.699 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i februar sidste år mod 99.486 passagerer i år.
Charterfremgang men tilbagegang i indenrigs- og udenrigstrafikken
I februar 2020 var der en fremgang på 7,4 procent i antallet af charterpassagerer til og fra lufthavnen – med 14.102 charterpassagerer i år mod 13.130 i februar 2019. Samtidig var der tilbagegang i indenrigstrafikken og en mindre tilbagegang i udenrigstrafikken.
- Vi ser en lidt ærgerlig tilbagegang i februar, hvor vi havde forventet et noget bedre resultat, ikke mindst fordi der i år er 29 dage i måneden. Men stormene i Nordjylland, der førte til 10 aflyste fly, og usikkerheden omkring Coronavirussens udvikling og den påvirkning dette har haft på rejser til østen, resulterer i en tilbagegang i februar. Først og fremmest i indenrigstrafikken, hvoraf mange rejsende jo skal videre fra København og ud i verden, men også i udenrigstrafikken generelt. Til gengæld glæder vi os over den fortsatte fremgang i chartertrafikken, som blandt andet skyldes den nye charterdestination, Hurghada, og flere afgange til Madeira og Gran Canaria, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Der var i februar 2020 53.611 indenrigsrejsende til og fra Aalborg mod 60.088 i februar 2019, svarende til en tilbagegang på 10,8 procent. Antallet af rejsende til udlandet var på 31.773 i februar i år mod 32.481 sidste år, som resulterede i en mindre tilbagegang på 2,2 procent.
Årets første forårsmåned og sommerprogrammets opstart
Marts markerer ikke blot overgangen fra vinter til forår, men også opstarten af flyselskabernes sommerprogram, der i år sker søndag den 29. marts for ruter som Amsterdam, Malaga, Barcelona og Bornholm.
- I slutningen af marts starter flyselskaberne deres sommerprogram op, hvor charterselskaberne følger efter i løbet af april og maj. Vi kan derfor blandt andet se frem til, at Norwegian får fem ugentlige afgange til Malaga, KLM indsætter deres fjerde daglige afgang til Amsterdam, Vueling flyver til Barcelona torsdag og søndag og DATs rute til Bornholm starter op med tre ugentlige afgange, slutter Søren Svendsen.
Perronen til den nye togbane tager form
Byggeriet af den nye togbane til Aalborg Lufthavn gik i gang i januar 2019, og nu er den 180 meter lange perron ved at blive opført – blot et stenkast fra terminalen. Alt går derfor efter tidsplanen, og ved udgangen af 2020 kører det nationale tog direkte fra Københavns Lufthavn til Aalborg Lufthavn.