Højsæson for skirejser og sommerplanlægning
I januar 2020 var der en samlet tilbagegang i Aalborg Lufthavn, men samtidig bød årets første måned på et stort udvalg af skirejser og gode ferienyheder i foråret og sommeren.
Årets første måned har budt på et stort udbud af skirejser mod nord og syd samt godt nyt til sommerprogrammet. Dog var der en samlet passagertilbagegang på 5,8 procent i forhold til januar 2019. Således rejste 100.166 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i januar 2020 mod 106.295 passagerer sidste år.
Stort udvalg af skirejser fra Aalborg
I januar er årets skisæson i fuld gang fra Aalborg Lufthavn, hvor Andorra i Pyrenæerne og Salzburg og Innsbruck i de Østrigske Alper igen er på programmet. Derudover har den nye skirute til Sälen og Trysil været i gang siden slut december.
- Med skiruten Sälen/Trysil på programmet kan vi for første gang tilbyde skirejser med fly til norden, hvorfor vi i år har et meget stort udbud af forskellige skimuligheder fra Aalborg. Her er de østrigske skiområder ved Salzburg igen meget populære, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
I januar 2020 var der 30.080 rejsende til og fra udlandet mod 32.163 udenrigsrejsende i januar 2019 – en tilbagegang på 6,5 procent.
Fremgang i chartertrafikken og godt nyt til sommerprogrammet
Der var i januar 2020 flere gode nyheder til det kommende sommerprogram. I sommersæsonen har DAT op til fire ugentlige afgange til Bornholm, SunCharter tilbyder sommerrejser til den populære græske ferieø, Zakynthos, og Norwegian har igen fem ugentlige direkte afgange til Malaga fra slutningen af marts.
- Det er nu, at mange familier planlægger deres sommerferie – om det er naturferie på solskinsøen eller Færøerne, charterferie i det græske ø-hav eller sol- og byferie i Sydspanien. Derfor vil vi også igen være på Ferie for Alle-messen i uge 8 i Herning, hvor vi, sammen med hundredvis af andre udstillere, sætter fokus på fantastiske ferieoplevelser i udlandet og i Danmark, siger Søren Svendsen.
Der var fremgang i antallet af charterrejsende til og fra Aalborg på 2,4 procent, svarende til 11.832 rejsende i januar 2020 mod 11.552 i januar 2019.
Fortsat tilbagegang i indenrigstrafikken
Der var 58.254 indenrigspassagerer i januar i år mod 62.580 i januar 2019, svarende til en tilbagegang på 6,9 procent.
- I indenrigstrafikken ser vi desværre en tilbagegang her i januar. Men vi kan se, at SAS og Norwegians udbudte flybilletter til og fra København generelt var billigere i slut januar – blandt andet ved attraktive priskampagner. Vi oplever, at prisen på flybilletterne har meget stor betydning for valg af rejseform, hvorfor det bliver spændende at se prisudviklingen de kommende måneder, slutter Søren Svendsen.