Nedlukning og rejserestriktioner påvirker negativt
November 2020 i Aalborg Lufthavn var negativt påvirket af både rejserestriktioner og to ugers nedlukning af syv nordjyske kommuner. Således ses en markant tilbagegang i november i år, idet kun 22,2 procent af passagererne er tilbage i forhold til november 2019.
Største tilbagegang siden juni
Vintersæsonen 2020 for flyrejser er i gang, men ikke som vi kender den. I stedet for charterfly med kurs mod sydens sol på blandt andet De Kanariske Øer, ser vi strenge rejserestriktioner og en markant opbremsning i den positive udvikling, som branchen ellers oplevede kort i sommerperioden – særligt for ferierejser til udlandet.
I november 2020 var der 2.080 udenrigspassagerer igennem lufthavnen, svarende til 7,0 procent af de 29.770 udenrigspassagerer i november 2019. Chartertrafikken var i november i år stort set ikke eksisterende grundet rejserestriktionerne.
– Vi har ikke siden juni set en så markant tilbagegang i Aalborg Lufthavn som i november. I en normal november sender vi over 7.500 charterpassagerer sydpå til blandt andet Gran Canaria, hvor vi i år ikke har haft et eneste charterfly i luften. Med de gældende rejserestriktioner, der ikke tager højde for de enkelte landes regioner med lav smitte, forventer vi også at se meget få charter- og fritidsrejsende resten af året, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen og fortsætter – Samtidig har vi i november set et stort fald af indenrigspassagerer til København, der uden tvivl skyldes den to uger lange nedlukning af Nordjylland, som ramte virksomheder og private i hele regionen hårdt.
Der var 21.903 indenrigspassagerer i november 2020, som var blot 30,9 procent af de 70.868 passagerer, der rejste til København i samme måned sidste år.
På sporet af en lysere fremtid
Vendes blikket mod fremtiden er der noget at se frem til i Aalborg Lufthavn. I øjeblikket er Banedanmark ved at planlægge indvielsen af den nye direkte jernbaneforbindelse til lufthavnen, hvor det første tog ankommer den 13. december. På grund af COVID-19 bliver det et mindre og lukket arrangement.
– Direkte tog til Aalborg Lufthavn er en stor nyhed og noget vi længe har set frem til. Vi forventer dog ikke at se en væsentlig effekt af toget før vi er ude af COVID-19 krisen, men med en vaccine, der lige nu nærmer sig med hastige skridt, kan vi skimte lyset for enden af tunnelen, slutter Søren Svendsen.
Samlet set var der i Aalborg lufthavn 24.009 passagerer igennem terminalen i november 2020 mod 108.236 passagerer i november 2019 – en tilbagegang på 77,8 procent.