Skip to content

Aalborg Lufthavn kåret som Danmarks bedste lufthavn

Aalborg Lufthavn blev den 2. oktober 2019 kåret som Danmarks bedste lufthavn ved det årlige Danish Travel Awards. Det er analyseinstitut Epinions Danmarkspanel på 2.600 personer, der står bag kåringen.

Onsdag aften den 2. oktober 2019 blev det årlige Danish Travel Awards afholdt i Cirkusbygningen i København, hvor brancefolk konkurrerede i 20 forskellige kategorier. En af kategorierne var "Bedste danske lufthavn", hvor Aalborg Lufthavn løb med sejren foran Københavns Lufthavn på en tredjeplads og Billund Lufthavn på andenpladsen. 

Det er rejsehjemmesiden Standby.dk, der står bag award-showet, der er blevet afholdt de sidste 24 år. Dommerpanelet består ikke af fagfolk, men derimod analyseinstitut Epinions Danmarkspanel, hvor 2.600 personer fra hele Danmark er blevet adspurgt. I år var der særlig vægt på kvalitet – med alt fra ruter og security til restauranter og lounges i lufthavnene. 

"Kåringen som den bedste danske lufthavn er vi meget stolte af i Aalborg Lufthavn, og det er en kæmpe anerkendelse fra de rejsende. Der er to ting, der betyder rigtig meget for passagerne og grunden til, at folk helt fra Sønderjylland også rejser herfra. Den ene ting er den gratis parkering, som er en stor kvalitet, men det vigtigste er vores personale, der med smil og venlighed yder en formidable god service hver eneste dag", siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Kåringen blev fejret i Aalborg Lufthavn dagen efter med kage til medarbejderne og passagerne, både i ankomsthallerne og lige efter security.