Aalborg Lufthavn indvier ny og mere effektiv sikkerhedskontrol
I dag kunne Aalborg Lufthavn indvie et nyt og endnu mere effektivt security flow til fordel for passagererne. Det betyder mindre ventetid samt mindre besvær med håndbagagen, når de skal igennem sikkerhedskontrollen i Aalborg Lufthavn.
På dagen for lufthavnens 81 års fødselsdag kunne Aalborg Lufthavn i dag indvie et nyt security flow, der er 80 procent mere effektivt end det tidligere, og dermed giver det endnu kortere ventetid for passagererne, når de skal igennem sikkerhedskontrollen.
Allerede i foråret 2018 kunne passagererne benytte to nye e-gates ved indgangen til sikkerhedskontrollen, hvor man selv scanner boardingkortet, og i september 2018 var en ny teknologi klar, der gør, at passagererne ikke skal have elektronikken op af håndbagagen.
Udover den nye teknologi, hvor passagererne ikke skal have elektronikken op af håndbagagen, er der nu fire nye security flows med i alt 10 positioner, mod tidligere tre flow med hver én position, hvor passagererne kan gøre sig klar. Dertil er det blevet mere automatiseret, hvor blandt andet bakkerne kommer direkte ud til passagererne, og de kører ligeledes direkte tilbage under båndet og er klar til de næste. Med det nye security flow kan ca. 975 passagerer gå igennem i timen mod tidligere ca. 540 passagerer.
- I Aalborg Lufthavn arbejder vi kontinuerligt med at skabe det bedste flow for passagererne, når de går igennem sikkerhedskontrollen. Med det nye flow øger vi både effektiviteten med 80 procent og vores passagerer møder en moderne og brugervenlig sikkerhedskontrol, siger drifts- og vicedirektør i Aalborg Lufthavn, Kim Bermann.
Aalborg Lufthavn har investeret et større millionbeløb i det nye security flow, som er udviklet i samarbejde med Marcus Pedersen, Houlberg Instrumentering og Smiths Detection. Udover at øge effektiviteten i flowet, bliver det showroom for andre lufthavne, da det er det første sted i Danmark, hvor man kan præsentere kombinationen af denne teknologi og design.