SunCharter klar med en håndfuld nye græske perler
Der venter markante nyheder for de rejsende fra Aalborg Lufthavn, når SunCharter giver sommerprogrammet et pift med hele fire nyheder fra Grækenland. Der er tale om spændende nyheder, som viser nye sider af et klassisk ferieland.
Det varierede sommerprogram bliver krydret med fire særligt udvalgte nyheder, der forener alle Grækenlands herligheder med nye oplevelser. De fire nye rejsemål er Agios Minas, Helios, Paleros og Lefkas.
- Det har krævet et stort benarbejde for at få de her nyheder på plads, for det er faktisk en del, når du ser på vores samlede program, og så stiller vi ret høje krav til nye destinationer. Det er ikke vores målsætning at øge vores volumen, men vi vil til gengæld gerne kunne fremvise noget, som folk ikke kan få alle andre steder, og det er der tale om her. Vi kommer med nogle ting, som kun tilbydes fra Aalborg Lufthavn, og det giver unikke muligheder for dem, der rejser herfra, siger direktør for SunCharter, Bjarke Hansen, som selv har kigget nærmere på alle de nye destinationer.
- Når du starter med at flyve til Athen, så kommer du til en spændende storby fyldt med liv og en helt særlig historie. Det giver alting en ekstra dimension, og i Agios Minas åbner vi for et område med en masse spændende natur og varme kilder. Det er noget, som mange danskere måske ikke kender, men her er der rigtig fine strande lige ved Grækenlands næststørste ø, Evia, og der er ikke langt til eksempelvis Delfi, som er kendt i historien for sit orakel, forklarer Bjarke Hansen, inden han hopper hastigt videre til næste nyhed.
- Paleros er en vildt hyggelig, lille ø, som er som taget ud af et billedalbum, og du kan nyde fantastiske strande i en lille bugt, mens du har bjergene lige bag ved. Det er svært ikke at blive forelsket i, men jeg vil nu også godt anbefale Lefkas, hvor vi i Vasiliki har fundet noget, der ikke er det typiske feriemål. Med en nyetableret strandpromenade og lækre strande lige i nærheden er det et godt feriemål i sig selv, men den er også fremragende som udgangspunkt til en gang mini-øhop, hvor du udforsker lidt flere øer. Det kan virkelig noget, og jeg synes, at vi rammer så meget godt med de her nyheder, at der er rig mulighed for at opleve nye sider af dejlige Grækenland. Det er uden at overdrive en række græske perler, som vi gerne forkæler de nordjyske rejsende med, slutter Bjarke Hansen om de fem nyheder, som du allerede nu kan bestille rejser til hos SunCharter.