Et nogenlunde tilfredsstillende oktober-resultat, efter let turbulens
Oktober 2018 tog en uventet drejning i starten af måneden, da flyselskabet Primera Air gik konkurs. Den konkurs satte sine spor i charter- og udenrigstrafikken, hvorfor Aalborg Lufthavn går ud af oktober 2018 med en mindre tilbagegang på 0,6 procent i forhold til oktober 2017.
Historisk set er oktober en af de største rejsemåneder på året, hvor efterårsferien markerer overlappet mellem sommer- og vinterprogrammet. Oktober 2018 var ingen undtagelse – med en meget travl rejseweekend op til uge 42, hvor over 21.000 passagerer rejste til og fra lufthavnen. Dog kunne oktober 2018 ikke leve op til oktober sidste år, hvilket skyldes, at flyselskabet Primera Air blev erklæret konkurs den første dag i måneden.
Alt i alt rejste 145.769 passagerer igennem Aalborg Lufthavn i oktober 2018 mod 146.624 passagerer i oktober 2017 – en mindre tilbagegang på 0,6 procent.
Fremgang i udenrigstrafikken trods Primera Air exit
I oktober 2018 satte 47.034 rejsende kurs mod udlandet, hvor formålet var alt fra forretning til sol- og storbyoplevelser. Det er en fremgang på 2,2 procent i forhold til oktober sidste år, hvor 46.008 rejste udenrigs til og fra Aalborg Lufthavn.
I chartertrafikken ses en tilbagegang på 6,5 procent – med 18.634 charterrejsende i oktober i år mod 19.936 rejsende i oktober 2017.
- Vi ser en beskeden fremgang i udenrigstrafikken, som ikke lever op til forventningerne før månedens start. Primera Airs konkurs sætter sine spor i månedsresultatet, hvor også chartertrafikken er påvirket. Alt i alt har konkursen betydet et passagertab på knap 6.000 passagerer i oktober. At vi alligevel kommer ud af måneden med en beskeden tilbagegang på kun 0,6 procent – svarende til under 900 passagerer – er under omstændighederne tilfredsstillende. Charterarrangørerne har gjort og gør stadig en indsats for at finde nye fly til deres afgange, hvilket heldigvis er lykkedes i nogen grad, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen, der dog først forventer en normalisering af trafikken efter nytår.
Indenrigstrafikken går lidt tilbage
I oktober 2018 rejste 80.101 passagerer indenrigs til og fra Aalborg Lufthavn mod 80.680 passagerer i oktober 2017.