All-time passagerrekord i Aalborg Lufthavn
September er ofte en travl måned i de danske lufthavne – for mens erhvervslivet er tilbage for fuld skrue, rejser chartergæsterne fortsat mod sydens sol, mens det ustadige efterårsvejr i Danmark for alvor melder sig. I Aalborg Lufthavn var september ingen undtagelse. Det var ikke kun en almindelig travl måned, der blev tilmed sat historisk rekord med flere end 160.000 rejsende.
I september 2018 rejste 165.168 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn mod 155.547 passagerer i september 2017, svarende til 9.621 flere passagerer og en fremgang på 6,2 procent.
- Vi havde høje forventninger til september, da det altid er en travl måned, men at vi for første gang nogensinde kommer over 160.000 rejsende på en måned, er virkelig en markant rekord, siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn
Fremgang på alle fronter
Indenrigstrafikken viste en fremgang på 3,3 procent, i det 83.451 passagerer fløj til og fra Aalborg Lufthavn mod 80.756 passagerer i september 2017, hvilket betød 2.695 flere indenrigspassagerer.
For 9. måned i træk ses der fremgang i udenrigstrafikken, i det 55.193 passagerer rejste til og fra udlandet mod 50.218 i september 2017 – en fremgang i udenrigstrafikken på 9,9 procent. Samtidig var der fremgang i antallet af charterrejsende på 7,9 procent – svarende til at 26.524 passagerer rejste på charterferie i september i år mod 24.573 i september 2017.
- Det er dejligt at sætte rekord, for det medfører også, at vi endnu engang vurderer vores kapacitet: Har vi nok siddepladser i vores lounge, har vi nok gates, p-pladser, security lanes, etc. I første omgang har vi besluttet at gå i gang med en udvidelse på et væsentligt område, nemlig på vores p-område. Vi anlægger 900 flere gratis p-pladser, der efter planen står klar til sommersæsonen 2019, slutter Søren Svendsen.
De tre første kvartaler af 2018 viser endvidere en fremgang på 8,7 procent i forhold til samme periode sidste år.