Fart på de spanske ruter i påsken
Marts 2018 bød på fortsat vækst i Aalborg Lufthavn – med en fremgang på 4,8 procent i forhold til marts 2017. Samtidig markerede marts overlappet mellem årets vinterprogram og dele af sommerprogrammet, hvor specielt det spanske ferieprogram er kommet rigtig godt for start, i nogle travle påskedage.
Den sidste del af marts 2018 markerede overlappet mellem vinterens program og opstarten af dele af sommerprogrammet til blandt andet Malaga, Barcelona, Alicante og Tyrkiet samt indsættelsen af en ekstra ugentlig afgang til Oslo. Derudover medvirkede en udenrigstrafik i vækst til en rekordstor marts i Aalborg Lufthavn. Alt i alt rejste 130.385 til og fra lufthavnen i marts 2018 mod 124.465 i marts 2017 – en fremgang på 4,8 procent.
Påsken skyder sommerprogrammet i gang
I den sidste uge af marts 2018 blev der sat gang i store dele af sommerprogrammet, hvor søndag den 25. marts blev dagen for årets første afgange til Barcelona, Alicante og Antalya. Derudover indsatte SAS den 26. marts en ekstra ugentlig afgang til Oslo.
- I marts 2018 blev det ene fyldte fly efter det andet sendt afsted til blandt andet Amsterdam, Malaga og De Kanariske Øer. Den 25. marts blev de ekstra Malaga-afgange med Norwegian sat ind, og ruterne til Barcelona og Alicante startede op. Med tæt på 100 procent fyldte fly på alle tre ruter og udsigten til endnu en Malaga-afgang med Primera Air, lover lufthavnens hidtil største spanske sommerprogram rigtig godt, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
I marts 2018 har der været en vækst i udenrigstrafikken på 64,4 procent – svarende til 44.970 udenrigspassagerer i marts 2018 mod 27.356 i marts 2017.
Lavere takster kan skabe vækst i indenrigstrafikken
Der var en tilbagegang i indenrigstrafikken på 12,1 procent i marts 2018. Således rejste 70.964 indenrigs i marts 2018 mod 80.717 i samme måned sidste år.
- Tilbagegangen i indenrigstrafikken skal ses i lyset af, at påskedagene faldt i marts i år i stedet for april, hvilket betød mindre erhvervstrafik. Der har i marts 2018, inden påskeugen, været gode takter at spore hos både SAS og Norwegian, og der er udsigt til fremgang i april, når lufthavnstaksterne i København sænkes fra den 1. april. Det kan betyde billigere flybilletter og dermed flere rejsende, siger Søren Svendsen.
Chartergæsterne rejser med rutefly
I marts 2018 rejste 14.451 chartergæster til og fra Aalborg mod 16.392 rejsende i marts 2017. Dette giver en samlet tilbagegang i chartertrafikken på 11,8 procent.
- Vi ser en stigende tendens i, at rejsebureauerne benytter rutefly frem for decideret charterfly, da det også giver flyselskaberne mulighed for at sælge flight-only billetter. Det gør sig gældende for selskaber som Primera Air og SunExpress, der blandt andet flyver for henholdsvis Bravo Tours og Sunweb. Dette forklarer tilbagegangen for chartertrafikken og dels den store vækst i udenrigstrafikken, slutter Søren Svendsen.