Aalborg Lufthavn fejrer 80 års fødselsdag
Aalborg Lufthavn kan i dag, den 29. maj, fejre 80 års fødselsdag – en historisk dag, der markeres med gratis kage og kaffe til de rejsende samt gode tilbud i DutyFree, Deli og pølsevognen.
For 80 år siden den 29. maj 1938 blev Aalborg Lufthavn grundlagt, og det blev i dag fejret i terminalen – til glæde for de mange rejsende. Ved indgangen til Security blev passagererne mødt af festlige balloner, og lige efter Security var der gratis kaffe og kage til alle.
- Aalborg Lufthavn kan fejre endnu en mærkedag i lufthavnens historie, og det er en dag, som passagererne skal være med til at fejre. De 80 år bliver fejret med gratis kaffe og kage samt festlige balloner i terminalen. Vi kører med 80 kroners tilbud i DutyFree og 80 kroners menuer i Deli. Vi kan ikke få os til at tage 80 kroner for en hotdog, så her er prisen otte kroner, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Udover gode tilbud og gratis kaffe og kage kunne formiddagens passagerer også få et gratis spin på et lykkehjul, hvor der var mulighed for at vinde lidt sødt til rejsen.