Skip to content

Direkte til Madeira med Bravo Tours

Bravo Tours udvider deres vinterprogram og flyver fra februar til maj 2019 direkte til naturskønne Madeira fra Aalborg Lufthavn.

Fra februar til maj 2019 kan jyderne gå direkte om bord i Aalborg Lufthavn og flyve til den fantastiske, portugisiske ø, Madeira, der er fuld af spændende oplevelser.

- Madeira er et spændende rejsemål. Naturen er ganske imponerende, og så er hotellerne af virkelig høj standard. Man får meget for pengene på Madeira - og oplevelser, man aldrig glemmer, når man tager rundt på øen, siger adm. direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Blomsterfestivalen - en unik oplevelse
Bravo Tours har samtidig sørget for, at der også er afrejse fra Aalborg d. 2. maj, hvor blomsterfestivalen begynder på øen.

- Det er en helt særlig tid på øen, hvor de b.la. bygger Håbets Mur i blomster og går en farverig og smuk parade. En helt unik og særlig oplevelse, som man nu kan flyve direkte til fra Aalborg Lufthavn, siger direktøren.

Han udelukker samtidig ikke, at sæsonen kan forlænges, eller der kan komme andre spændende rejsemål på programmet fra Aalborg Lufthavn.

- Vi er altid på udkig efter nye rejsemål fra Aalborg Lufthavn. Med kontor i Aalborg midtby og et væld af muligheder fra den nordjyske lufthavn, skal man ikke være i tvivl om, at vi holder meget af nordjyderne, slutter han.

Bravo Tours indsætter i første omgang 12 afgange direkte fra Aalborg Lufthavn til Madeira fra februar-maj 2019.