Hedebølge i Danmark holder ikke danskerne hjemme i ferien
På trods af en solrig og varm dansk sommer, har danskerne rejst fra Aalborg Lufthavn som aldrig før i en juli måned. Med en fremgang på 13,1 procent blev juli 2018 den bedste juli i lufthavnens historie.
Stor fremgang i udenrigstrafikken og ligeledes fremgang i indenrigstrafikken gav den bedste juli i lufthavnens historie. Samlet rejste 153.129 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i juli 2018 mod 135.423 i juli 2017, hvilket giver en fremgang på 13,1 procent.
Sommerferien holdes i udlandet
I juli 2018 rejste 61.275 passagerer til og fra udlandet mod 42.274 i juli 2017. Derved fortsætter den store fremgang i udenrigstrafikken, som i juli 2018 er på 44,9 procent. Der var færre charterrejsende med en tilbagegang på 8,8 procent – svarende til at 38.087 passagerer rejste på charterferie i juli i år mod 41.740 i juli 2017.
- Aldrig har vi haft så mange passagerer igennem Aalborg Lufthavn i en juli måned, så selvom den danske sommer hidtil har været solrig og varm, kan vi altså se, at danskerne vil rejse til udlandet for at få nye oplevelser og ferieminder med hjem, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Det er stort set alle udenrigsruter, der vækster. Både Spanien, Grækenland, Tyrkiet og England er populære rejsemål, og dertil kommer de mange, der rejser videre til blandt andet USA via Amsterdam eller London.
København og Bornholm hitter også i sommeren
53.767 indenrigspassagerer fløj til og fra Aalborg Lufthavn i juli 2018 mod 51.409 passagerer i juli 2017, hvilket gav en vækst på 4,6 procent.
- Selvom en stor del af de erhvervsrejsende holder sommerferie, er indenrigstallene positive. Det siger noget om, at København også har været et feriemål i juli. Hertil kommer, at rigtig mange passagerer har benyttet Københavns Lufthavn som transit til ferierejser ud i verden. Bornholm har også været meget populær i juli. Her har der været udsolgt ved stort set alle afgange. Solskinsøen har jo også haft en perfekt solrig juli, slutter Søren Svendsen.