Udlandet hitter og passagererne anbefaler Aalborg Lufthavn
November 2017 blev den største november i Aalborg Lufthavns historie – med en massiv vækst i udenrigstrafikken, og samtidig blev Aalborg Lufthavn, for andet år i træk, kåret som et af Danmarks mest anbefalede brands. Derudover blev der sat gang i en stor opgradering af lufthavnens landingssystem, der sikrer, at kommercielle fly kan lande i al slags vejr fra maj 2018.
Den store vækst i udenrigstrafikken fortsætter i Aalborg Lufthavn, og november 2017 blev derved den største november nogensinde i lufthavnens historie – med en fremgang på 4,2 procent i forhold til november 2016 og 3,3 procent, hvis man kigger på den seneste november-rekord i 2013. Fremgangen sker på trods af en tilbagegang i charter- og indenrigstrafikken. Således rejste 119.210 passagerer til og fra lufthavnen i november 2017 mod 114.456 passagerer i november 2016.
Blandt Danmarks mest anbefalede brands
For nyligt offentliggjorde YouGov Brandindex deres nyeste rapport over de mest anbefalede brands i Danmark. For andet år i træk befinder Aalborg Lufthavn sig på en 7. plads iblandt mærker som Lego, Netflix og MobilePay.
- Vi er meget glade for, at Aalborg Lufthavn igen ligger på en 7. plads over de mest anbefalede brands i Danmark, og så som den eneste lokale virksomhed i top-10. Det er et kæmpe skulderklap til alle lufthavnens medarbejdere, der hver dag gør en stor indsats for at give passagererne en god start på rejsen, siger Søren Svendsen.
Aalborg Lufthavn mod nye højder
Den stadig stigende grad af international trafik i Aalborg Lufthavn gør positionen som en international lufthavn mere og mere markant. Som et led i den videre internationale udvikling af Aalborg Lufthavn er en opgradering af landingssystemet netop igangsat.
- Vi bliver den tredje lufthavn i Danmark og nummer 145 i verden med ILS CAT III klassificering af landingssystemet. Det nye system sikrer, at kommercielle fly kan lande i Aalborg Lufthavn i al slags vejr. For luftfartsselskaberne har det rigtig stor betydning, at de altid kan lande flyene ved lav sigtbarhed, hvorfor det bliver en vigtig faktor i forhandlingerne om nye ruter. Vi ser derfor frem til maj 2018, hvor det hele står færdigt, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
I november 2017 var der fremgang i udenrigstrafikken på hele 54,8 procent. 33.732 passagerer fløj til og fra udlandet med rutefly i november 2017 i forhold til 21.796 passagerer i november 2016.
Charter- og indenrigstrafikken går tilbage
Der var en tilbagegang i indenrigstrafikken på 6,8 procent i november 2017. Således rejste 79.072 indenrigs i november 2017 mod 84.819 i samme måned sidste år. Derudover var der i november 2017 6.406 chartergæster, der rejste til og fra Aalborg mod 7.841 rejsende i november 2016. Dette giver en samlet tilbagegang i chartertrafikken på 18,3 procent.