Ny Aalborg-Oslo rute med SAS
SAS åbner en ny direkte rute fra Aalborg Lufthavn til Oslo. Ruten har opstart i slutningen af marts næste år – med fem ugentlige afgange til den norske hovedstad.
Det bliver snart endnu nemmere for danske og norske rejsende at komme direkte til og fra Oslo, når SAS-ruten i Aalborg Lufthavn åbner med udgangen af marts 2017. Ifølge SAS’ koncerndirektør, Lars Sandahl Sørensen, er der et stort potentiale for netop en Aalborg-Oslo rute grundet et stigende antal jyske passagerer og en loyal kundebase i Aalborg.
- Det er meget tilfredsstillende, at SAS satser fra Aalborg med en rute til Oslo. Ruten vil ikke mindst tiltrække norske fritidsrejsende, som får nem adgang til Aalborg og Nordjylland, siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn.
De fem ugentlige SAS-afgange giver en markant forhøjelse af den nuværende rutefrekvens på 1-2 daglige afgange med SUN-AIR, der opererer som British Airways franchisepartner.
Til at beflyve den direkte rute fra Aalborg Lufthavn indsætter SAS deres 72-personers ATR-fly. Det bliver fra næste uge muligt at købe billetter mellem Aalborg og Oslo.