En forrygende fremgang i indenrigs- og chartertrafikken, sikrer en stærk april måned for Aalborg Lufthavn. Samlet er der en fremgang på 5,6 procent i forhold til april sidste år. Derved er en ny rekord nået, da april 2016 nu er den største april måned i lufthavnens 78-årige historie.
Indenrigstrafikken viser en stor fremgang på 13,9 procent i april 2016 i forhold til samme måned sidste år. I april 2016 fløj der således 75.355 passagerer til og fra København mod 66.154 i april 2015.
- Der ses vækst for 6. måned i træk i indenrigstrafikken, hvilket er meget glædeligt. Den flotte fremgang skyldes primært et forbedret sædeudbud fra SAS og Norwegian. Fremgangen er også dokumentation på øget aktivitet i erhvervslivet, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Chartertrafikken går frem
Også Chartertrafikken fortsætter fremgangen, idet 11.088 fløj til og fra Aalborg i år i forhold til 10.256 i 2015, hvilket giver en fremgang på 8,1 procent.
Nye destinationer og større kapacitet på eksisterende rejsemål, er baggrunden for fremgangen.
Som en konsekvens af Lufthansas reducering af afgange sidste måned, ses en forventet tilbagegang i udenrigstrafikken på 10,6 procent. På udenrigsruterne var der således 31.613 passagerer til og fra Aalborg i april i år mod 35.370 sidste år.
- April var spået til at blive en stor udfordring for Aalborg Lufthavn, da det var første måned efter Lufthansas reducering af afgange. Det er derfor til stor glæde, at denne måned afsluttes med endnu en rekord; som den største april i lufthavnens historie, siger Søren Svendsen.
Samlet set rejste 118.056 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i april 2016 mod 111.780 i april sidste år. En vækst på 5,6 procent.
Aalborg Lufthavn i fortsat god vækst
Årets første 4 måneder viser kontinuerlig god vækst i Aalborg Lufthavn på alle trafikområder, hvor der ses en stigning på 10,7 procent i 2016 i forhold til 2015 – med henholdsvis 8,5 procent for indenrigs, 11,9 procent for udenrigs og 19,4 procent for charter.
- Foruden en god vækst, glæder vi os over flere operatører på afgange til populære rejsemål som Malaga og Mallorca, der skaber yderligere konkurrence, og ikke mindst den kommende vinters direkte charterrute til Kenya, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen.