Skip to content

Masser af glade ferierejsende resulterer i den bedste juni i lufthavnens historie. Det er igen udenrigs- og chartertrafikken, der imponerer med flotte tal. 

Samlet set rejste 144.806 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i juni 2015 mod 137.285 i juni 2014, hvilket er en fremgang på 5,5 procent.

Udenrigstrafikken buldrer derudaf og viser en fremgang på hele 26,2 procent, idet 39.695 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i juni 2015 mod 31.453 i juni 2014. 

Chartertrafikken viser også flot vækst, og er gået frem med 18,1 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 31.605 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i juni 2015 i forhold til 26.755 i juni 2014.

- Gratis parkering, en let og overskuelig lufthavn at færdes i, samt god service fra vore medarbejdere, er de tilkendegivelser vi får fra passagererne som vigtige parametre for valg af afrejselufthavn. Dertil kommer, at vi har over 40 destinationer, som man kan flyve direkte til fra Aalborg Lufthavn. Det gør os meget attraktive, når der skal bookes ferie, siger Søren Svendsen. 

Indenrigsruten med tilbagegang

Indenrigstrafikken viser en tilbagegang på -7,1 procent i juni 2015, idet 73.506 passagerer fløj mellem Aalborg og København i juni 2015, mens der i juni 2014 fløj 79.077 passagerer på samme rute.

- Et lidt højere prisniveau end sidste år, samt flere alternativer til København som hub, forklarer tilbagegangen på indenrigstrafikken, slutter Søren Svendsen. 


/ Skrevet af: Rikke Mølgaard