I går kunne vi byde de første passagerer igennem den nye Fast Track. For flere passagerer betyder dette, at det bliver endnu hurtigere at komme igennem Sikkerhedskontrollen.
I anledning af at vi i går kunne præsentere vores nye Fast Track, lod vi den første KLM-passager, Christian Pedersen, klippe snoren og gå videre igennem til Sikkerhedskontrollen.
- Hos Xergi, hvor jeg arbejder som Projektingeniør, benytter vi Aalborg Lufthavn ofte, og det har stor betydning for os, at vi kan udnytte tiden i lufthavnen bedst muligt. Med Fast Track kan vi hurtigt komme igennem Sikkerhedskontrollen og gå videre til f.eks. loungen, hvor vi kan bruge tiden til at tjekke mail o.l., siger Christian Pedersen, Projektingeniør hos Xergi.
Hvem kan benytte Fast Track?
I første omgang vil KLM Sky Priority passagerer f.eks. med KLM Business Class eller Flying Blue Gold, Platinum, Club 2000 og Skipper, kunne benytte den nye Fast Track, men også SAS og andre flyselskabers kunder vil inden længe kunne benytte Fast Track i lufthavnen.
Den nye Fast Track er udviklet, så man kan benytte både boardingkort, magnetstriber og NFC, som bl.a. bruges i smartphones. Det gør det nemt og hurtigt for passagererne at komme igennem og herefter gå direkte til Sikkerhedskontrollen.
- Det er en service, som flyselskaberne har efterspurgt, og derfor vil vi naturligvis imødekomme dette, siger Kim Bermann, Vice- og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn.