Skip to content

Vækst på indenrigs, udenrigs- og chartertrafikken giver en samlet fremgang på 12,5 procent i november 2015 i forhold til samme måned sidste år.

Samlet set rejste 114.631 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i november 2015 mod 101.882 i november 2014, hvilket er en fremgang på hele 12,5 procent.

Fremgang i indenrigstrafikken

For første gang siden juni 2014, er der fremgang i indenrigstrafikken. I november 2015 fløj der 79.500 passagerer til og fra København mod 73.414 i november 2014. Det giver en fremgang på 8,3 procent.    

- Såvel Norwegian som SAS har imødekommet den store efterspørgsel, der er på indenrigsruten mellem Aalborg og København og retur, ved at sætte mere kapacitet ind. Det øgede udbud af sæder har også påvirket priserne gunstigt til fordel for de rejsende, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.  

På udenrigsruterne har der også været vækst, hvilket giver en fremgang på hele 26,9 procent i forhold til samme måned sidste år. I november 2015 fløj der således 27.010 mod 21.282 i november 2014.

- Det er igen de store netværksselskaber som KLM, Lufthansa og Turkish Airlines, der har rigtig gode tal, slutter Søren Svendsen.   

Chartertrafikken er gået frem med 13,0 procent i forhold til samme måned sidste år, i det 8.121 fløj til og fra Aalborg Lufthavn i november 2015 i forhold til 7.186 i november 2014.


/ Skrevet af: Rikke Mølgaard