Ny rute med seks ugentlige returafgange fra Aalborg
Den stigende efterspørgsel på direkte flyruter mellem Aalborg Lufthavn og Stavanger har gjort, at British Airways, den 27. august kl. 08.50 kunne byde passagerer velkommen på den første afgang mellem de to destinationer. Med seks aftenafgange ugentligt, håber British Airways på at kunne åbne op for både erhvervslivet og private pendlere. På ruten benyttes flytyperne Jetstream 32 og Dornier 328 med plads til op mod 32 passagerer. Med aftenafgange mandag-fredag og søndag, er der rig mulighed for at skabe bedre vilkår for de erhvervsdrivendes samarbejde byerne imellem.
Øget interesse
Erhvervschef ved BusinessAalborg, Tonny Skovsted Thorup, står bag de analyser, som har påvist efterspørgslen blandt nordjyske virksomheder. I samarbejde med SUN-AIR’s stifter, Niels Sundberg, åbnede han ruten for de 32 inviterede gæster fra det nordjyske erhvervsliv. Ved åbningen udtalte han, at den stigende interesse er et udtryk for den vækst, som Nordjylland har oplevet de seneste år. Derfor vil ruten være målrettet mod erhvervslivet, men også skabe flere muligheder for norske studerende i Jylland. SUN-AIR har siden 1996 fungeret som franchisepartner for British Airways, hvor alle deres ruteflyvninger foregår i British Airways-regi.
Lufthavnsdirektør, Søren Svendsen, udtalte i forbindelse med åbningen: ”At det gode samarbejde med SUN-AIR bygger på en fælles interesse i at fortsat kunne levere kvalitetsbevidste produkter til lufthavnens kunder.”
Christoffer Sundberg overrakte Tonny Skovsted Thorup den gyldne saks, hvormed han fik æren af at klippe det røde bånd, og dermed åbne ruten. Som kaptajn og medejer af SUN-AIR forsikrede Christoffer Sundberg, at han ville bringe gæsterne trygt frem til Stavanger på morgenens afgang.