Skip to content

September måned er traditionelt én af de største måneder for Aalborg Lufthavn, og september 2014 er ingen undtagelse. Selv om det ikke lykkes at slå passagertallene for september 2013, som er den største måned nogensinde, gik september 2014 alligevel ind som den 3. største måned i lufthavnens 76 årige historie.

Passagertallene for september er netop offentliggjort. Tallene tegner billedet af en måned med udfordringer for alle tre trafikområder.

Vi har været vant til fremgang over hele linjen måned efter måned, år efter år. Nu må vi prøve at vænne os til, at der altså også godt kan være ”bumb på vejen”. Vi er aldrig tilfredse med tilbagegang, men accepterer dog med nogenlunde tilfredshed en september 2014, der presser sig ind som den tredjestørste måned i Aalborg Lufthavns historie, siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn

Efterlyser bedre betjening af London og Oslo 

I alt rejste 136.549 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn. Det er en tilbagegang på 6,79% i forhold til september 2013, hvor 146.504 passagerer strømmede igennem terminalen.

Udenrigstrafikken gik 12,16% tilbage. 30.098 passagerer fløj direkte til og fra udlandet mod 34.264 året før.

Væsentligste årsag til tilbagegangen er Norwegians indskrænkning på London og nedlæggelse af ruten til Oslo. Vi arbejder på højtryk på at etablere bedre betjening på disse destinationer. De fleste andre ruteområder, herunder ikke mindst Turkish Airlines rute til Istanbul viser robust vækst, siger Søren Svendsen

Chartertrafikken viste et fald på 8,89%. 24.439 passagerer rejste på ferie i september 2014 mod 26.825 i september 2013.

Indenrigstrafikken viser tilbagegang på 3,98%. Her rejste 82.012 passagerer i september 2014, mod 85.415 året før.


/ Skrevet af: Rikke Mølgaard