Skip to content

August 2013 er den bedste august måned i lufthavnens historie. Vækst inden for alle trafikgrupper.

Tallene er gjort op, og august 2013 er den bedste august i Aalborg Lufthavns historie. Tydeligt er igen den markante vækst på udenrigstrafikken.

Hele 129.332 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i august 2013. I forhold til august 2012, hvor der fløj 113.374, er der tale om en stigning på 14,1 procent. 

Samme tendens igen og igen..

Som det har været tilfældet i efterhånden mange måneder, fortsætter tendensen med kraftig vækst i udenrigstrafikken ufortrødent. Der er således tale om en stigning på hele 27,3 procent i forhold til samme måned sidste år, således rejste der 30.230 i august 2013 mod 23.748 i august 2012.

Chartertrafikken følger samme kurve og er steget med 23,5 procent, idet 28.040 passagerer rejste til og fra sydens sol i august 2013 mod 22.704 rejsende i august 2012.

Det er helt afgørende for os, at vores samarbejdspartnere i form af flyselskaberne og charteroperatørerne har en god forretning hos os, og derfor er det ganske enkelt en sand fornøjelse at se disse vækstrater måned efter måned, siger direktør Søren Svendsen.

Indenrigstrafikken flot med

Indenrigstrafikken viser fin fremgang på 6,2 procent i forhold til samme måned sidste år. I august 2013 rejste der således 71.062 til og fra Aalborg Lufthavn, mens der i august 2012 rejste 66.922. 


/ Skrevet af: Rikke Mølgaard