Ændret rejsemønster
Aalborg Lufthavn oplever ændret rejseadfærd blandt sine passagerer. Udenrigspassagerne vælger i stigende grad København fra, og Amsterdam til som hub, når de skal ud i verden. Tilbagegang i februar 2013 ligger udelukkende i indenrigstrafikken, mens både chartertrafikken og udenrigstrafikken er i flot vækst.
I alt rejste 93.853 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i februar 2013. Det er en tilbagegang på 6,9% i forhold til samme måned sidste år, hvor der rejste 100.771 passagerer.
Udenrigstrafikken viser igen en imponerende vækst med en stigning på 35,4%. Således rejste der 16.257 i februar 2013 mod 12.010 i februar 2012.
"Blandt vores rejsende til udlandet oplever vi et ændret rejsemønster, idet mange nu vælger at flyve via Amsterdam og videre ud i verden. Førhen var det via København. Den ændrede adfærd bekræftes også af, at der pr. 1. april sættes større fly ind på ruten til Amsterdam", siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Chartertrafikken viser en stigning på 9,4%, idet 10.887 passagerer rejste til sydens sol i februar 2013 mod 9.953 rejsende i februar 2012.
Indenrigstrafikken går tilbage i forhold til samme måned sidste år. Således rejste 66.709 passagerer mellem Aalborg og København i februar 2013, hvilket er en tilbagegang på 15,4% i forhold til samme måned sidste år.
Februar 2013 byder på én dag mindre end februar 2012. Der er ikke taget forbehold for dette i ovenstående.