Skip to content

God start på det nye år i Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn er kommet godt ind i det nye år. En vækst på 9,4 % i forhold til januar 2010, gør det til en rigtig god måned. Fremtiden tegner samtidig lyst.

Positive tendenser
Januar måned viser et flot resultat i forhold til samme måned sidste år. I januar måned 2011 rejste 97.834 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn mod 89.468 passagerer i samme måned sidste år. Det svarer til en fremgang på 9,4 procent.

 - Vi har store forventninger til 2011 i Aalborg Lufthavn for der har aldrig været så mange udbudte sæder, som der er i år, og derfor er det også dejligt at komme godt fra start, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Indenrigstrafikken vokser stadig


Samlet set nåede indenrigsruten, hvor SAS, Cimber Sterling og Norwegian tilsammen udbyder over 40 flyvninger om dagen mellem Aalborg og København, op på 81.450 passagerer. Dette er en stigning på 10 procent.


Fremgang i chartertrafikken
Chartertrafikken er også kommet godt fra start, her ses en fremgang på hele 27,6 procent, svarende til, at 7666 passagerer har rejst til sydens sol i januar 2011 fra Aalborg Lufthavn. - Desværre oplever vi som bekendt uroligheder i Egypten, hvilket påvirker Star Tours chartertrafik til Hurghada direkte fra Aalborg Lufthavn. På nuværende tidspunkt ved vi ikke præcist, hvornår flyvningerne genoptages, slutter lufthavnsdirektør Søren Svendsen.


Udenrigstrafikken har haft en tilbagegang på 8,5 procent i forhold til samme måned sidste år. Det vil sige, at 8664 passagerer har benyttet de direkte rutefly ud af Aalborg Lufthavn. Tilbagegangen skyldes primært at udenrigsruten til Paris ikke flyves i vinterperioden.