Fremgang i chartertrafikken
Marts 2011 kunne ikke helt nå marts 2010, som var en af lufthavnens bedste måneder nogensinde. Chartertrafikken er dog gået frem i forhold til sidste år. Totalt set rejste 114.546 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i marts 2011 – en mindre tilbagegang på 1,7 procent.
I marts 2011 rejste 95.736 passagerer frem og tilbage mellem Aalborg og København. Der var 3,6 procent færre sæder til salg på indenrigsruterne til og fra Aalborg i marts, og det afspejlede sig i en nedgang på 3,1 procent i indenrigstrafikken i forhold til marts 2010.
- Når et flyselskab sætter færre sæder til salg, så reagerer markedet og kunderne, og det er en naturlig reaktion på det, vi har set i marts, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Fremgang i chartertrafikken
Han glæder sig over, at chartertrafikken til gengæld er gået frem. Således rejste 7.676 chartergæster til og fra Aalborg Lufthavn i marts 2011, hvilket er en fremgang på 42,4 procent i forhold til marts 2010.
- Sammenlignet med marts 2010 har vi i år haft et større charterprogram ud af Aalborg Lufthavn, og det har været til glæde for kunderne, som har reageret positivt og købt de ekstra sæder, som har været til salg, siger Søren Svendsen, som forventer endnu flere chartergæster i april.
KLM-rute er spændende at følge
Udenrigstrafikken har haft en lille tilbagegang i forhold til samme måned sidste år. Således rejste 11.134 passagerer direkte til udlandet fra Aalborg Lufthavn i marts 2011, hvilket er en tilbagegang på 10,5 procent i forhold til marts 2010.
- Vi har ikke haft den direkte rute til Paris i marts i år, og det påvirker udenrigstallene. KLMs direkte rute til Amsterdam har kun været i gang i fem dage, så vi kan ikke måle effekten endnu. Men næste måneds udenrigstal er vi meget spændte på at se, siger Søren Svendsen.