Aalborg Lufthavn flytter til Randers
Den nordjyske lufthavn går målrettet efter at få flere ferierejsende fra Østjylland. Derfor rykker Aalborg Lufthavn til Randers på lørdag og medbringer rejsegavekort.
På lørdag vil handlende i Randers midtby blive mødt af nordjysk lufthavnspersonale med konkurrencer om rejsegavekort og tips til rejser fra Aalborg.
- Vi har en klar målsætning om at få flere passagerer fra Randers, så i weekenden bringer vi lufthavnen tættere på randrusianerne og viser dem, hvor mange feriedestinationer vi egentlig tilbyder, og hvor nemt det er at rejse via Aalborg, siger Rikke Mølgaard, marketing- og kommunikationschef i Aalborg Lufthavn.
Mere nærværende i Østjylland
Målet med den lille event er at blive mere nærværende i østjydernes bevidsthed og at få gjort folk opmærksomme på mulighederne i Aalborg Lufthavn.
- Vi tilbyder mere end 30 destinationer her til sommer, og motorvejen går næsten lige til døren, hvilket gør det let og overskueligt for børnefamilier at komme af sted, forklarer Rikke Mølgaard.
Flere destinationer fremover
Med den netop vedtagne udvidelse af Aalborg Lufthavn for 150 mio. kr. kommer der endnu flere destinationer fremover. Lufthavnen har 2800 gratis parkeringspladser, og 1000 nye står klar i september.
Rikke Mølgaard håber og tror derfor at, flere randrusianere fremover vil inddrage Aalborg Lufthavn i deres overvejelser, når ferien planlægges.
- Vi tilbyder rigtig mange destinationer. At vi tilbyder fri parkering er endnu en god grund til at vælge os, for besparelsen, det giver på en eller to ugers ferie, kunne man jo sagtens bruge på sjovere ting, siger Rikke Mølgaard og henviser til, at mange børnefamilier i disse dage beslutter, hvor årets sommerferie går hen.
Lufthavnspersonalet med konkurrencen vil befinde sig i Randers midtby lørdag den 9. april fra klokken 10 til 16. Det er også muligt at deltage i konkurrencen på aal.dk/konkurrence