
Frankfurt International Airport ligger 12 kilometer uden for Frankfurt. Her finder du ”gaten” til hele verden, som årligt har omkring 57 millioner passager. Dette gør lufthavnen til Tysklands største og vigtigste samt den tredje mest travle lufthavn i hele Europa. Frankfurt er ideel som et knudepunkt for flyselskaber og rejsende, da lufthavnen har forbindelse til en lang række destinationer verden over.
Foruden sin vigtige placering i forhold til den internationale flytrafik, er Frankfurt også en af de smukkeste storbyer i Europa. Frankfurt am Main, som i daglig tale er kendt som Frankfurt, er den største by i den tyske delstat, Hessen, samt den femte største by i hele Tyskland.
Frankfurt er hovedsædet for Den Europæiske Centralbank, hvorfor byen også er kendt som et af Europas største finanscentre. Byen har imponerende skyskrabere, der er med til at skabe en fantastisk storbysstemning og atmosfære, og med sin beliggenhed ved floden, Main, har Frankfurt også fået kaldenavnet, “Mainhattan”.
Links:
Storby i særklasse
I smørhullet mellem østen, vesten, norden og syden ligger den moderne metropol, Frankfurt, hvor verdens kulturer mødes. Udover at være centrum for Europas store økonomier, er byen også samlingsstedet for verdens største bogmesse, hvor tusindvis af fagfolk hvert år mødes for at lade sig fordybe i bøgers spændende univers.
Ligesom New York har Central Park, så har Frankfurt Palmengarten, som har fået sit navn efter de palmetræer, som pryder parken. Få et citybreak i den botaniske have og nyd de rolige omgivelser samt rosenhavens skønne dufte. Parkens smukke farverige staudebede og glimtende søer er med til at skabe en romantisk stemning, og på en skøn solskinsdag er det også muligt at leje robåde. I haven finder du også store glashuse, hvor det tropiske klima skaber de perfekte rammer for eksotiske blomster og planter. I de grønne omgivelser gemmer sig også byens zoologiske have, hvor både børn og voksne kan opleve og få et indblik ind i det spændende dyreliv.


Et væld af seværdigheder
Er du vild med kunst og historie, så er Frankfurt rejsemålet. Byen, som er fødestedet for Tysklands mest berømte digter og forfatter, Johann Wolfgang von Goethes, emmer af spændende oplevelser og arkitektoniske seværdigheder.
Frankfurt huser et af Europas bedste kunstmuseer, Städel Museum, hvor en vigtig samling af verdens ypperste kunst er samlet, blandt andet det berømte billede af forfatteren Goethe, Goethe in der Campagna, hvor han er iklædt kappe og bredskygget hat. Med et samlet ejerskab af hundredvis af skulpturer samt tusindvis af malerier, tegninger og bøger er museet et af de mest besøgte i verden.
Vil du hellere ud og nyde byens mange goder, så kan en tur på lørdagsloppemarked med lave priser eller picnic langs bredden af Main-floden også anbefales. I en by med over 180 forskellige nationaliteter, kan du også glæde dig over de spændende kulinariske oplevelser, som byens mange restauranter og cafeer byder på. Frankfurt er også rig på film og design, så du kan roligt kaste dig ud i byens mange muligheder.